Sygeplejersken
Tendentiøst: Flow er en fætter til lean
Fokus på flow skulle sikre patienten mod unødige ventetider, men nu handler flow om at få ekspederet så mange patienter som muligt gennem systemet. Flow er blevet et mål i sig selv.
Sygeplejersken 2016 nr. 10, s. 37
Af:
Anne Witthøfft, Journalist
Begrebet flow blev valgt, fordi Dansk Selskab for Patientsikkerhed ville give den amerikanskbaserede metode, Real Time Demand Capacity Management, et mere mundret navn, fortæller Louise Rabøl, overlæge og projektleder i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
"Man eksperimenterede med at bruge forskellige begreber fra den amerikanske metode, bl.a. "boarding time", "left without being seen" og altså også "flow". Men da det blev afprøvet på Hospitalsenheden Horsens, viste det sig, at det var flow, der gav mening på dansk," forklarer hun.
Konstruktiv snak om ventetider
Ifølge Louise Rabøl har flow været med til at give sundhedsvæsenet et begreb, der gør, at man kan snakke om unødige ventetider på sygehusene på en mere struktureret måde.
"Det er jeg rigtig glad for, for al litteratur og erfaring siger, at unødig ventetid ikke er godt for patientsikkerheden," siger Louise Rabøl.
Første gang, ordet flow optræder i det danske sprog, er ifølge sprogforsker Jørn Lund i 1971. Her defineres flow som noget, der skal ekspederes, en gennemstrømning, en glidende fremadskridende proces ofte i forbindelse med en teknisk proces eller et system.
"I dag synes jeg mest, at flow bruges ved effektivitetsmålinger, hvor det næsten er et mål i sig selv, at der er flow.
Og hvor man tit glemmer mennesker, der udsættes for pres. I dette tilfælde både patienten og personalet. Og så fører det hurtigt uhensigtsmæssige effekter med sig, hvor man udskriver folk lynhurtigt for at spare penge og for at få plads til en mere," siger Jørn Lund.
Det synspunkt kan Christian Ørsted, ledelsesrådgiver og forfatter til bogen "Livsfarlig ledelse", tilslutte sig, for flow er en del af ledelsesværktøjet lean, som bruges overalt i det offentlige.
"Og grundlæggende er lean jo en gave, som er fantastisk smart, fordi vi synliggør og fortæller, hvad der skaber værdi, og hvad der begrænser det.
Og med flow kan vi reducere de ting, vi er i gang med, som ikke giver mening. F.eks. at patienten ikke skal ligge i en seng på sygehuset, når han er helbredt," forklarer Christian Ørsted og pointerer:
"Men det bizarre opstår, når flow bliver målet i sig selv. Flowet skal sørge for, at patienterne får det bedre, men samtidig sender vi patienterne tidligere og tidligere hjem. Det er paradokset i performancekulturen. At de ting, der er rigtig gode til at indikere performance, bliver brugt som mål i sig selv. Flow må ikke blive målet i sig selv."