Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Anerkendelse

Tillykke. Du og dine kolleger har alle sammen vundet ALT for damernes Kvindepris 2016. Seks sygeplejersker fortæller her, hvad anerkendelsen betyder for dem.

Sygeplejersken 2016 nr. 11, s. 36-37

Af:

Britt Lindemann, Journalist

2016-11-lene-johl-svendsenLene Johl Svendsen, sygeplejerske, Gastroenterologisk Afdeling på Universitetshospitalet Køge

Hvad betyder prisen for dig som person og sygeplejerske?
"Det er rigtig dejligt og vigtigt, at sygeplejerskerne får denne her anerkendelse, for der har længe været meget negativ omtale. Man hører altid om det dårlige, der sker, men der er ikke nogen, der skriver om alle de engagerede og fagligt dygtige sygeplejersker, der gør et godt stykke arbejde hver dag. Så det er dejligt, at de nu får positiv opmærksomhed."

Hvad er den største/mest dramatiske oplevelse, du har haft som sygeplejerske?
"At redde liv. Jeg tror ikke, der er så mange, der er klar over, hvor mange liv sygeplejersker hver dag er med til at redde. Men det er svært at vælge én ting. Når døende patienter viser taknemmelighed for det, jeg gør, og jeg føler, at jeg har fået opbygget et tillidsforhold, så er det også det største."

Hvad er det bedste ved jobbet?
"Der er mange gode ting. Jeg elsker at have et udfordrende job, hvor hver dag er forskellig. At man hele tiden har muligheden for at udvikle sig. Hvis man selv giver noget til det her job, får man masser tilbage. Og så selvfølgelig alle mine fantastiske kollegaer. Man får ikke professionel supervision i det her job, så det er guld værd med kollegaer, som man kan dele med på godt og ondt."

 

2016-11-nanette-quistorff_kristinekiilerichNanette Quistorff Sørensen, afdelingssygeplejerske, Sankt Lukas’ børne- og ungehospice

Hvad betyder prisen for dig som person og sygeplejerske?
"Det er storslået og på sin plads. Det er en stor cadeau til alle de sygeplejersker, der arbejder for at opretholde vores sundhedsvæsen. Det er værd at kippe for."

Hvad er den største/mest dramatiske oplevelse, du har haft som sygeplejerske?
"Jeg bliver kaldt ind på stuen til et alvorligt sygt barn, der kramper. Da jeg kommer derind, så er faderen til barnet truende over for mig. Så jeg sagde til ham, at han måtte slå ind i væggen i stedet for at slå på mig. Han slog et kæmpe hul i væggen, så knoerne var slået helt til blods. Det lykkedes at aflede ham, så jeg kunne tage mig af barnet. Bagefter var han helt ulykkelig, for det var jo i ren affekt og afmagt, at han havde været truende."

Hvad er det bedste ved jobbet?
"Den store udfordring, der er hver evig eneste dag, når man møder mennesker i en svær situation. Du kan ikke gå åndsfraværende ind i det her, det kræver nærvær. Det kræver, at jeg gør mig umage. Det kan jeg godt lide. I virkeligheden kan jeg godt lide, at jeg har et stort ansvar. Det passer mig godt at tage det store ansvar, der er – at tage vare på et andet menneske."

 

2016-11-anna-olsenAnna Linnea Olsen, hjemmesygeplejerske i Vanløse Kommune

Hvad betyder prisen for dig som person og sygeplejerske?
"Jeg er enormt stolt og glad over, at vi som enhed modtager denne her pris, og at det bliver set, at vi gør en kæmpestor indsats for rigtig mange mennesker hver dag."

Hvad er den største/mest dramatiske oplevelse, du har haft som sygeplejerske?
"På mit tidligere job på Akutmedicinsk Afdeling på Herlev Hospital stod vi med en rigtig syg mand, der gik i hjertestop. Da vi begynder at give ham hjertemassage, sprøjter blodet ud af munden på ham. Alting bliver hurtigt tilsølet i blod, imens vi kæmper alt, hvad vi kan, for at redde ham. Men det går ikke. Så kommer lægen og siger, at vi har 30 sekunder til at gøre det pænt, så familien kan komme ind og sige farvel, imens han trækker de sidste vejrtrækninger. Der var ikke mere, vi kunne gøre for ham."

Hvad er det bedste ved jobbet?
"Når jeg kan sige pænt farvel til raske mennesker, fordi den indsats, jeg gør, har betydet noget. Det gør mig stolt af mit job og mit fag."

 

2016-11-tanjaTanja Due, sygeplejerske i psykiatrisk akutteam, Psykiatrisk Center Nordsjælland – Hillerød

Hvad betyder prisen for dig som person og sygeplejerske?
"Det er virkelig den største anerkendelse, man kan få. Jeg bliver fagligt stolt."

Hvad er den største/mest dramatiske oplevelse, du har haft som sygeplejerske?
"Jeg fik en mand i psykiatrisk akutteam, som havde været til afrusning. Han var afhængig af både alkohol og hash. Han afbrød behandlingen, fordi han ikke oplevede, at han kunne få behandlet sine hashabstinenser. Nu vil han ikke starte på afrusning igen. Han drikker, når han har penge, og har abstinenser, når han ikke har. Det er farligt uden behandling. Hvis der havde været en socialsygeplejerske i psykiatrien, som havde den relevante højt specialiserede viden, havde vi kunnet hjælpe ham bedre, så han ikke afbrød sin behandling."

Hvad er det bedste ved jobbet?
"Det er en stor tilfredsstillelse at se patienterne flytte sig. At jeg kan se, at de bedres og stiger i funktionsniveau. De får overskud til at se deres børn. Overskud til at passe en behandling. Jeg kan følge dem vokse som mennesker."

 

2016-11-soeren-eckhardtSøren Eckhardt, sygeplejerske, Neonatal Afdeling på Rigshospitalet

Hvad betyder prisen for dig som person og sygeplejerske?
"Med de besparelser der er i øjeblikket, så kan det godt som sygeplejerske føles, som om anerkendelsen mangler lidt. Men at vi bliver tildelt ALT for damernes Kvindepris, er en stor cadeau og en anerkendelse, der gør mig stolt. Og prisen kunne ikke komme på et bedre tidspunkt end nu, hvor sygeplejerskerne føler sig rigtig pressede."

Hvad er den største/mest dramatiske oplevelse, du har haft som sygeplejerske?
"Jeg har været sygeplejerske i 40 år, så der har været mange. For to år siden havde vi et barn, der blev født i 24. uge og kun vejede 500 gram. I dag kommer der så en toårig ind på afdelingen, der smiler og render rundt på gulvet og siger hej. Dét er virkelig en succesoplevelse!"

Hvad er det bedste ved jobbet?
"Jeg er 65 år og regner med at blive, til jeg bliver 70, fordi jeg er så glad for det. Jeg arbejder inden for et spændende speciale, har gode kollegaer og er glad for at komme på arbejde hver dag. Det er min drivkraft."

 

2016-11-katja-stageKatja Stage, sundhedsplejerske på Røde Kors Center Gribskov

Hvad betyder prisen for dig som person og sygeplejerske?
"Det betyder rigtig, rigtig meget, for det er jo en anerkendelse af det meget vigtige arbejde, vi laver på asylcentrene. Det er et vigtigt job, vi udfører, så en anerkendelse af det er stort."

Hvad er den største/mest dramatiske oplevelse, du har haft som sygeplejerske?
"Vi havde en meget traumatiseret pige på 16 år, der kom fra Afghanistan. Hun var her et stykke tid, fordi hun havde det så dårligt, at det tog tid at finde den rigtige placering til hende. Da hun kom, var hun ikke i stand til at gennemføre en samtale, for hun bare græd og græd og græd. Men i løbet af den tid hun var her, så jeg hende blive mere hel igen. Hun åbnede sig og kunne til sidst snakke, grine og smile. Da hun tog afsted herfra, var det med kys og kram. Det var rørende."

Hvad er det bedste ved jobbet?
"Når man kan se, det vi laver, giver mening. Det kan for eksempel være, når man får hjulpet et barn til at finde styrken eller at give et barn muligheden for at ringe til sin familie, som der ikke har været kontakt med i månedsvis. Det er det bedste ved jobbet, så kan man lige klare en dag til."

Læs også: Sygeplejerskerne tager prisen!