Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Et realistisk billede af palliationens pallette

Anmeldelse af "Den palliative indsats – en patientcentreret tilgang"

Sygeplejersken 2016 nr. 11, s. 38

Af:

Redaktionen

2016-11-anmeldelser-den-palliative-indsats

Helle Nordestgaard Matthiesen, Lotte Brøndum (red.)
Den palliative indsats – en patientcentreret tilgang
Munksgaard 2016
356 sider – 375 kr.

Bogen dækker behovet for udbredelse af viden om den palliative indsats på en inspirerende og lettilgængelig måde. Bogen favner utrolig mange emner inden for den palliative vifte, og man sidder som læser tilbage med et reelt billede af den tværfaglige, palliative indsats. En naturlig følge af et ambitiøst tiltag om at fremstille den tværfaglige palliative indsats på godt 300 sider er naturligvis, at de enkelte emner ikke berøres i dybden. De berøres dog tilpas dybt til, at læseren reelt får en øget indsigt og viden, og samtidig er der ofte henvisninger til, hvor man kan søge yderligere viden. 

En af de store kvaliteter ved bogen er, at de enkelte kapitler er skrevet af forfattere med stor viden og indsigt inden for det enkelte emne. De har ofte inddraget forskningsprojekter og/eller nationale kliniske retningslinjer, og det er lykkedes at formidle essensen af emnet på forståelig og brugbar vis på få sider.

Bogen præsenterer en palliativ tilgang, der hedder ”De seks S’er”, og hele bogen er faktisk bygget strukturmæssigt op ud fra denne model. Det fungerer umiddelbart ganske fint, men det er ikke en tilgang, der reelt er så udbredt i Danmark. Det påpeges også kort i et kapitel, men det kan nemt blive fremstillet som en mere anvendt model, end praksis reelt er. Modellen er dog med til at sikre, at især de sociale, psykiske og eksistentielle sider af den palliative indsats bliver behandlet. Det giver rigtig god mening som læser med denne prioritering, fordi det især er her, palliation har nogle vigtige budskaber og anderledes tilgange.

Målgruppen for denne bog er studerende på professionsbacheloruddannelserne samt sundhedsprofessionelle på det basale palliative niveau. Bogen vil være en meget praksisrettet hjælp og dermed uundværlig på boghylden. Jeg synes bestemt også, at bogen kan være et godt supplement i den specialiserede indsats.

Det er ganske enkelt en inspirerende og brugbar bog med et realistisk billede af palliationens pallette, der skal anskaffes på både uddannelsesstederne, det basale og specialiserede palliative niveau, da den kan byde ind med noget forskelligt de steder. 

Af Marianne Holm Andersen, MEd in Adult Learning and Human Resource Development og afdelingssygeplejerske, Hospice Sjælland.