Sygeplejersken
Fuldt fortjent! Jeg er patienternes advokat
Allerede som barn havde Margrethe Christensen sin faste gang på et hospitals lange gange, og det har hun haft lige siden.
Sygeplejersken 2016 nr. 11, s. 67
Af:
Britt Lindemann, Journalist
Nakskov Sygehus var ikke noget nyt bekendtskab, da Margrethe Christensen startede sin elevtid, for som barn var hun tit med sin far på arbejde.
Han arbejdede i maskinafdelingen og blev hidkaldt for at fikse alt fra stoppede toiletter til overophedede fyr. Hjemme blev der også fortalt historier fra dagligdagen på hospitalet. På den måde var sygehusverdenen en fast bestanddel i Margrethe Christensens liv, og det lå ligefor, at det skulle den blive ved med at være.
"Da jeg var 15 år, var jeg i erhvervspraktik på Nakskov Sygehus, og det var bare dét, det skulle være, så alting blev planlagt efter det," siger hun.
Blindtarmsbetændelse under en ferie og den deraf følgende ambulancetur hjem fra Rostock førte til mødet med ambulanceførerens kone, som var forstander på et psykiatrisk plejehjem i Roskilde. Dér blev det aftalt, at Margrethe Christensen skulle arbejde, efter hun var færdig med sin skole som 17-årig.
I 1979 blev Margrethe Christensen uddannet fra Nykøbing Falster Sygeplejerskeskole, og nu arbejder hun på Kirurgisk Afdeling på Nykøbing Falster Sygehus. Men geografien er ikke det eneste, der er det samme. Fokus på samspillet med patienterne har også været gennemgående for hende.
Erfaringen åbner døre
Med erfaringen er kommet læring, man ikke kan få på nogen skole, og det udnytter Margrethe Christensen gerne for at sikre sine patienter det bedst mulige forløb. Der er ikke noget, der er vigtigere end patientplejen, synes hun.
"Jeg er patienternes advokat, og det er den rolle, jeg brænder for," siger hun.
Derfor arbejder hun altid hårdt for patienten og trækker i alle de tråde, der er mulige. Måske er der en kontakt på en anden afdeling, som kan være med til at sikre, at der bliver lagt en god plan for patienten.
"Jeg kender efterhånden en masse bagdøre og ved, hvem man kan hive fat i, det er noget, der bliver nemmere med erfaringen," siger Margrethe Christensen.
Og den viden deler hun gerne med nye på afdelingen, så både patienter og kollegaer kan nyde godt af hendes erfaring.
Med et langt arbejdsliv bag sig er Margrethe Christensen meget bevidst om, at der skal mere end patientpleje og et givtigt arbejdsområde til at gøre dagene gode:
"Jeg har så fantastiske kollegaer og nogle fantastiske ledere, der gør det dejligt at komme på arbejde. Godt humør er så vigtigt, og jeg er sikker på, at patienterne også kan mærke, at vi har det godt sammen på afdelingen," siger hun.