Sygeplejersken
Skiftedag: Her kan jeg udfolde det menneskelige
Som sygeplejerske på Neurointensiv Afsnit 2093 trivedes Pia Vinding Damm godt med travlhed og intensitet, men hun savnede mere tid til at tale med patienter og pårørende. Det har hun nu fået i sit nye job i stofindtagelsesrummet H17.
Sygeplejersken 2016 nr. 11, s. 74
Af:
Britt Lindemann, journalist
”Den pårørendekontakt, jeg har haft de sidste par år, har givet mig meget, og ikke så meget de mere rutineprægede plejeopgaver. Den bløde del af mit arbejde kom til at være den del, der bar det hele for mig. Og jeg vidste, at jeg på længere sigt gerne ville arbejde med de patienter, der ikke lige passer ind i billedet med ligusterhæk, stationcar og 2,0 barn. Da jeg så jobopslaget fra stofindtagelsesrummet H17, vidste jeg, at det var dét, jeg ville.
Navn: Pia Vinding Dam, 40 år.
Nyt job: 1. august 2016 ansat som sygeplejerske i stofindtagelsesrummet H17. Her arbejder hun sammen med faggrupper som socialpædagoger og socialrådgivere om at hjælpe stofmisbrugere med alt fra rådgivning i at finde den rette vene til at skaffe mad og tag over hovedet. H17 har både fixerum og rygerum, hvor brugerne kan indtage deres stoffer i rolige omgivelser.
Kom fra: 13 år som intensivsygeplejerske på Rigshospitalet, to år i Grønland og fire udsendelser til Afghanistan for Forsvaret.
Jeg kan ikke redde de her mennesker, som verden har dømt ude. Jeg skal ikke spille Florence Nightingale, men jeg kan være med til at gøre deres liv mere værdigt for dem. Så jeg kastede det hele over styr og sagde ja til dårligere arbejdstider, weekendvagter og besværlig transport, for dét her skulle jeg bare prøve. Og jeg har ikke fortrudt et øjeblik.
Her er jeg novice. Jeg har ikke som nogle af mine kollegaer arbejdet på Sundholmen, Reden eller Mændenes Hjem. De kender brugerne og systemet, mens jeg skal lære det helt fra bunden. Det er udfordrende, men også spændende, for det er en helt ny verden, der åbner sig for mig.
Her er også socialrådgivere og socialpædagoger ansat, og jeg nyder at arbejde sammen med andre faggrupper. Dem læner jeg mig op ad og suger til mig af al deres viden om det her miljø og tilgangen til brugere, der kan være meget konfliktsøgende. Det ved jeg ikke ret meget om. Til gengæld kan jeg uden problemer sikre en luftvej, når vi har haft en overdosis. Og så kan jeg tale med brugerne, for det er der tid til.
Det handler ikke kun om sygepleje, men om at skaffe en sandwich til en bruger, der ikke har spist i flere dage. Eller skaffe et bad til én, der trænger, eller tag over hovedet for en nat. Men H17 er også et sted, hvor brugerne kan blive guidet til at finde den rigtige vene og den rigtige vinkel på nålen. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan give dem et bedre liv, men når de er i ”mit hus”, kan jeg give dem et lille frirum fra deres pressede hverdag. Her er der plads til de mennesker, der ikke passer ind i det etablerede systems kasser.
Jeg bruger mig selv rigtig meget som menneske i det her arbejde. Meget mere end jeg har haft mulighed for i mine tidligere jobs. Nogle spørger mig ”Hvad i alverden vil du i et stofindtagelsesrum?” Jeg har ikke et enkelt svar på det, men jeg har lyst til at udfolde det menneskelige aspekt noget mere, og det får jeg lov til her.”
Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk. Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videreuddannelse eller karrieremuligheder.
Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere