Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 minutter med...Ulla Trustrup

”Det er lige udfordrende, hver gang jeg får en patient, hvor kemien bare ikke er rigtig. Der er nogle få, man ikke kan nå, og det må man ikke tage personligt. Det er vigtigt at erkende, når det sker, og ikke mindst sige fra og sende patienten videre til en kollega."

Sygeplejersken 2016 nr. 12, s. 7

Af:

Christina Sommer, journalist

Ulla TrustrupHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
”Jeg har i bund og grund altid været god til at lytte, give råd og hjælpe andre. Jeg er nok også ”socialt belastet”, da min mor er sygeplejerske, så kulturen har altid været en del af min hverdag.”

Hvad var dit første job?
”Medicinsk Mave-tarm Afdeling på Glostrup Amtssygehus.”

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for diabetes?
”Jeg begyndte for alvor at beskæftige mig med diabetes omkring år 2000, lige før den første nationale handleplan for type 2-diabetes blev vedtaget i 2003. Det har været spændende at være med til at starte en diabetes-2-klinik op. Jeg finder stor tilfredsstillelse i at følge diabetespatienterne. At være med til at motivere dem til at ændre det, de kan, og hjælpe dem med at acceptere, forstå og mestre deres sygdom bedre ved hjælp af sparring og dialog.”

Hvem har du lært mest af i din karriere?
”Mine kolleger her på Steno, som er kompetente og har gennemgået vores diabetesuddannelse. Vi er gode til at spørge og sparre med hinanden og andre faggrupper i vores åbne miljø. Gennem det faglige selskab for diabetessygeplejersker udveksler jeg erfaringer med andre sygeplejersker fra hele landet, og det er uundværligt.” 

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
”Man er imødekommende, dedikeret og engageret og en god kollega, der træder til, hvis en kollega har brug for hjælp både personligt og fagligt.”

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
”Tro på, at du kan, og at din indsats er vigtig. Vær god til at sige fra og bede om hjælp.”

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?
”Når jeg får forklaret en patient, hvor meget han eller hun selv kan gøre, tager mange faktisk teten selv. Jeg ved godt, det primært skyldes patientens egen indsats, men jeg bliver så glad og stolt, hver gang det lykkes mig at hjælpe en patient på rette vej.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
”Det er lige udfordrende, hver gang jeg får en patient, hvor kemien bare ikke er rigtig. Der er nogle få, man ikke kan nå, og det må man ikke tage personligt. Det er vigtigt at erkende, når det sker, og ikke mindst sige fra og sende patienten videre til en kollega. Det vigtigste er, at patienten får en ordentlig behandling.”

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
”Jeg er især stolt af, at man politisk har besluttet, at der også i fremtiden skal være diabetesklinikker som den, vi har bygget op her på Steno. Diabetes er for alvor kommet på dagsordenen, og det giver mig håb om, at vi som samfund også kan blive bedre til at forebygge.”

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
”Nogle gange har patienterne meget svært ved at få de bevillinger, de har brug for og ret til. I nogle kommuner er personalet ikke fagligt uddannet og kan have svært ved at forstå, hvor vigtige de enkelte hjælpemidler er for diabetikerne. Jeg ville ønske, at vi kunne få en tættere kontakt og samarbejde, så de ikke skal vente unødigt længe.”

Hvor ser du dig selv om fem år?
”Den 1. januar 2017 overgår vi til Region Hovedstaden, som har besluttet, at der skal bygges et helt nyt center – Steno Diabetes Center Copenhagen – foran Herlev Hospital. Det skal stå færdigt i 2020 og optimere behandlingen for alle diabetikere i regionen. Jeg håber, at jeg og mine kolleger får lov til at være med til at bygge centret op og fortsat sætte dagsordenen i diabetesbehandlingen.”

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?
”Alt tyder jo på endnu kortere indlæggelser, men jeg håber virkelig, at man snart stopper med at skære i personalet. Jeg tror, at der kommer mere elektronisk kontakt mellem patienter og personale – e-mails, telemedicin og samtaler og tolkning via SKYPE f.eks.” 
 

Ulla Trustrup er 52 år og diabetessygeplejerske på Steno Diabetes Center, ambulatoriet, Gentofte.