Hørt! Børn skal ikke indlægges alene

Hver uge bliver børn op til 18 år – med f.eks. Downs syndrom eller en hjerneskade – indlagt alene. Uden forældre eller de omsorgspersoner, der tager sig af dem i dagligdagen. De har særlige plejebehov, og nogle af dem har ikke et sprog, så de kan kommunikere deres behov til en fremmed omverden under hospitalsindlæggelse. Før har kommune og hospital i fællesskab fundet en løsning, men nu er der, ifølge børnesygeplejerske Louise Gjervig Lehn, ingen, der kan afsætte ressourcerne til det. Det har fået Louise Gjervig Lehn til at skrive et debatindlæg bragt i Information 19. september, hvor hun opfordrer sundhedsminister Sophie Løhde (V) til at gribe ind.

”Når et helt almindeligt barn bliver indlagt i dag, så har de far og mor med. Man indlægger ikke børn alene i dag. Det gik man bort fra for 40-50 år siden,” fortæller Louise Gjervig Lehn. 

Men sådan er virkeligheden alligevel for mange af de børn, der til daglig bor på et bosted. De bliver indlagt alene og overladt til et personale, der hverken har tiden eller det fornødne kendskab til at yde børnene den samme støtte, som andre børn har med sig.

”Mange af børnene har ikke noget sprog. De bruger tegn til tale eller andre former for kommunikation, men vi kan ikke læse dem, som deres daglige omsorgspersoner kan. Det bliver meget tydeligt, hvor afhængige de er af hjælp både til de helt basale plejeopgaver, men også til bare at skabe tryghed,” siger Louise Gjervig Lehn. 

Nødt til at efterlade børn alene

Pårørende – og i det her tilfælde professionelle omsorgspersoner – er en vigtig brik i behandlingen og indlæggelsen af et barn. Det etiske dilemma er tydeligt for Louise Gjervig Lehn, når hun må efterlade et barn alene på en stue.

”Min kerneopgave som sygeplejerske er at yde omsorg, pleje og behandling, men i mødet med de her børn, der er blevet efterladt alene, kan jeg ikke sikre, at de får lige pleje og behandling,” siger hun. Uanset hvor stor viljen er, så kan en fremmed sygeplejerske ikke erstatte et barns nærmeste omsorgsperson. 

Det er sårbare børn, der bliver gjort endnu mere sårbare, når de ikke bliver sikret retten til tryghed og omsorg under indlæggelsen. Det betyder, at de har mistet retten til den lige behandling, der ellers ligger forankret i det danske sundhedsvæsen. Det har fyldt meget for både Louise Gjervig Lehn og hendes kollegaer, men de daglige samtaler om det løste ikke problemet. Da hun satte sig ved tastaturet, var det med kollegaernes opbakning og for at give en stemme til de efterladte børn.

”Er der nogen, der ved, at de her børn efterlades alene på hospitalet?” spurgte hun sig selv om. Hun vidste, at hun var nødt til at gøre sit til, at den viden bliver spredt.