Sygeplejersken
Lav en kortere udgave til gavn for praksis
Anmeldelse af: "Demensproblematikken - en institutionel etnografi af en livsverden og en professionel indsats"
Sygeplejersken 2016 nr. 13, s. 49
Af:
Redaktionen
Læseren får en institutionel etnografi eller et indblik i en undersøgelse af to socialpsykiatriske boenheder for mennesker med demenslidelse, der primært rammer frontallappen. Dette kan være en stor udfordring for den professionelle indsats.
Undersøgelsen tog udgangspunkt i beboernes livsverden og fokuserede på samspillet mellem livsverdenen og de sociale sammenhænge, som botilbuddene indgik i. Undersøgelsen havde til formål at afklare, hvad der lykkes på de to boenheder, og hvilke uløste problemer der måtte være. Krav og forventninger til den professionelle indsats blev analyseret, og kompleksiteten beskrevet igennem eksempler og citater. Ledelse og styring af omsorg og pædagogik er gennemgået i et kritisk perspektiv, samarbejdsrelationerne til eksterne partnere, translokale betingelser, og personalets indsats fremlægges.
Kompleksiteten i den praktiske hverdag i samspillet mellem de mange aktører bliver tydelig. Forfatterne afrunder bogen med at kritisere den styringsmentalitet, der tager udgangspunkt i entydighed og et snævert evidenssyn, når praksisfeltet netop er præget af kompleksitet. Forfatterne anbefaler i stedet for den enstrengede kontrol, at kommuner, beslutningstagere og andre skal have mere fokus på processuelle forhold.
Det er en omfangsrig bog med mange sider, der til gavn for praksis kunne redigeres til en kortere, læselig udgave med vigtige iagttagelser og konklusioner.
Af Marianne Mahler, Dr.PH, sygeplejefaglig konsulent.