Debatindlæg: Byrden er let på andres skuldre

Den seneste tid har flere sygeplejersker været i medierne. De problematiserer over et sundhedsvæsen, der efterhånden er skåret så langt ind til benet, at det synes svært at se mere at komme efter. Besparelser går ud over personaleressourcerne, sygeplejerskernes tid og tilstedeværelse, med konsekvenser for kvaliteten af kundskabsudøvelsen. Debatten er yderst nærværende og relevant, men kræver vilje til at imødekomme situationens alvor. Uden selv at sætte spørgsmålstegn ved egen praksis og selvfølgeligheder bliver vi som sygeplejersker nemme ofre for bestemte antagelser og principper, der ikke efterlader meget gennemskuelighed i en overordnet prioriteringsdebat, hvor der ikke er ressourcer til at gøre alting. Når sygeplejersker i handletvang agerer efter rationaliseringsstandarder, men samtidig argumenterer i fraser om varme hjerter og etiske fordringer, bliver det svært at hæve debatten fra individ- til organisations- og samfundsniveau. 

I takt med ændringer i sundhedsvæsenet og samfundets behov for sygepleje bliver cementeringen af fag og sag essentielt, for at faget ikke bliver offer for isolerede samfundsmæssige økonomiberegninger og evidensbaserede medicinske analyser. Omsorg er svært kvantificerbar og som tidløst begreb uden kontekstafhængighed, næppe argument nok i sig selv. Debatten har brug for at hæve sig fra travlhed og besparelser mod faglighed.  Vi har brug for (igen) internt at reflektere og definere, hvad sygepleje er – hvad der gør den unik og uundværlig, men også at tydeliggøre, hvordan den adskiller sig fra SOSU-assistenten, fra farmakonomen, fra lægen etc.

Gennem forskning og fagudvikling må sygeplejersker binde de kvalitative og kvantitative parametre sammen, således at begge indfaldsvinkler til og i sygeplejen danner baggrund for en ligeværdig vægtning i prioriteringsdebatterne.

Sygeplejen som helhed har behov for at blive differentieret for at opretholde et samfundsmæssigt mandat – for behovet er der, og heri ligger måske den etiske fordring: at hæve os fra argumenter om, at sygeplejen gør en forskel, til at argumentere for, hvordan sygeplejen gør en forskel – som en uundværlig brik i det samlede sundhedsvæsen.

Cecilie Betzer er cand.mag.pæd. og arbejder som projektsygeplejerske på Klinisk Farmakologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital.