Familien er en ressource, der ikke må misbruges

Det er helt på sin plads, at der nu er kommet en dansk bog om familiesygepleje – den er tiltrængt. Der er en stigende erkendelse af, at patientens pårørende er en vigtig ressource i alle faser af patientforløbet. Det går stærkt i det moderne danske sundhedsvæsen, og det meste af patienternes liv leves derhjemme med mere eller mindre sporadiske besøg hos/af sundhedsprofessionelle. Alligevel har vi hængt bagefter med at betragte familien som en ressource – og hvordan bruges den ressource uden at misbruge den? Det er netop det, bogen giver nogle teoretiske og empiriske perspektiver på.

Bogen er redigeret af forskere og pionerer inden for Dansk Familiesygepleje, og medstiftere af Dansk Selskab for Familiesygepleje, http://familiesygepleje.dk/ Bogen har bidrag fra både nationale og internationale kapaciteter inden for familiesygepleje og er forskningsmæssigt velfunderet.

Familiesygepleje er et paraplybegreb for flere tilgange med fokus på hele familien og udspringer ikke af én, men flere teorier. For at nævne nogle: systemteori, resiliens, kypernetik, forandringsteori og kommunikation. Teorierne er kort beskrevet, men for at lette tilgængeligheden af den forholdsvis komplicerede teoretiske ramme om familiesygepleje kunne bogen med fordel have haft flere illustrationer og eksempler samt eventuelt henvisninger til filmklip.

Bogen indeholder vigtige refleksioner over, hvad en familie egentlig er i et moderne dansk samfund. Der er gode empiriske afsnit som f.eks. beskriver dansk familiesygepleje til unge med kræft i form af netværksfokuseret sygepleje, familiecentreret pleje i neonatalafsnit, familienavigation til udsatte familier, støttesamtaler til familier i kræftrehabilitering, arbejdet med flerfamiliegrupper med eksempel indenfor spiseforstyrrelse, sygepleje til familier med apopleksi, kritisk sygdom og med anden etnisk baggrund.

Bogen har et internationalt islæt med familierettede terapeutiske samtaler udviklet i Island, og resiliensmodellen er udfoldet i et casestudie fra USA hos familier ramt af Downs syndrom. Man kan forestille sig mange flere kliniske praksisser end beskrevet her, hvor familiesygepleje kunne udfoldes. Tænk bare på geriatri, hjemmepleje og plejehjem, og hvad med de familier, hvor patienten er multisyg? Man kan også stille spørgsmålet, hvor det er, familiesygepleje ikke synes anvendeligt? Det giver bogen ikke noget entydigt svar på.

Det kan måske synes svært at integrere familiesygepleje i en i forvejen travl klinisk praksis, men spørgsmålet er, om vi egentlig har råd til at lade være? Forfatterne nævner selv, at det vil kræve et paradigmeskift, og den kompetenceudvikling, det vil kræve, kunne have fyldt et selvstændigt afsnit.

Bogen introduceres som en lærebog til studerende, men der mangler nogle klare anvisninger på differentieret læring i forhold til de forskellige uddannelsesniveauer.

Alt i alt hilser jeg denne bog velkommen til stor inspiration for alle os, der gerne vil yde sygepleje til hele familien.

Af Karin Brochstedt Dieperink, sygeplejerske, ph.d., postdoc. Videncenter for Rehabilitering og Palliation REHPA, Odense Universitetshospital.