Man kan også blive syg under krig

Fallujah, lidt uden for Bagdad. Her gør bomber, raketangreb og ildspåsættelser livet farligt for alle civile, også sygeplejersker. Middelhavet. Hver dag er der brug for livreddende hjælp til flygtninge. Sygeplejerske Nikoline Klausen har forberedt sig på en udsendelse til Grækenland, men får et andet tilbud: Vil hun i stedet være med til at starte sundhedsklinikker for Læger uden Grænser i Abu Ghraib nær frontlinjen til Fallujah?

Halvanden dag brugte hun på at tænke det igennem. Alene. Hun vidste, at familiens frygt på hendes vegne ville påvirke beslutningen. Hendes stærke holdning til, at alle har lige ret til lægehjælp, blev afgørende for, at hun valgte at skubbe bekymringer til side og tage af sted til Irak.

”Når man kører fra Bagdad og ud til det krigshærgede Abu Ghraib, så kører man igennem mange checkpoints bemandet af militæret.  Det er da anderledes og mere skræmmende end at skulle cykle til Rigshospitalet gennem Fælledparken. Men jeg ved, at vi når ud til nogle mennesker, som ellers ikke ville få hjælp,” fortæller Nikoline Klausen om realiteterne i Irak. 

Sundhedsvæsenet er egentlig velfungerende og sundhedspersonalet veluddannet, men de fleste betakker sig for at arbejde så tæt på fronten. Derfor er det nødvendigt, at Læger uden Grænser rykker ind. Nikoline Klausen var udsendt et halvt år som koordinerende sygeplejerske og kom hjem i august.

Klædt på til opgave

Arbejdet var langt fra hverdagen som sygeplejerske i Danmark. Meget lidt af hendes arbejde i Irak var med direkte patientbehandling. Nikoline Klausen rekrutterede sygeplejersker og læger og sørgede for oplæring samt opbygning af en model for triagering af patienter. Hun afregnede løn, lavede apoteksordrer, sørgede for, at vand, sanitet og elektricitet var tilgængeligt, og for, at der var hygiejneprotokoller på plads. 

”Det hele skal startes op fra bunden. Det er meget alsidigt og spændende som sygeplejerske at være med til at sikre kvaliteten i den sygepleje, der bliver udøvet,” siger Nikoline Klausen og fortsætter:

”Jeg er stolt af det, vi har opnået. Vi har skabt et godt grundlag for de ansatte, så de kan føre arbejdet videre. Det kan være svært at nå, bl.a. fordi det tager tid at opbygge gode relationer i konfliktfyldte områder som Mellemøsten.” 

Selvom klinikken blev drevet tæt på fronten, hvor IS dominerede, så fungerede klinikkerne næsten som en sundhedsklinik herhjemme. Civile kom ind med diverse infektions- og hudsygdomme, diarré på grund af dårlige sanitetsforhold, sukkersyge og forhøjet blodtryk. Og gravide og småbørn blev fulgt tæt. 

Bomber bliver hverdag

I Irak arbejdede Nikoline Klausen sammen med en læge om at oprette sundhedsklinikkerne og optræne lokalt sundhedspersonale i basale færdigheder. Desuden havde de en logistiker med, der stod for bl.a. opfyldning af forsyninger og ikke mindst holdets sikkerhed. Det var ham, der f.eks. planlagde, at de ikke havnede i checkpoints i myldretiden, hvor der var størst fare for eksplosioner og kidnapning.

Tingene kan ændre sig på et splitsekund. En dag lød der en usædvanlig høj eksplosion. Med sin omfattende erfaring kunne den lokale sikkerhedsansvarlige straks berolige med, at eksplosionen var 8 km væk, og da hun så sig omkring i klinikken, var der ingen andre, der havde reageret.

”I venteværelset sad patienter, som om ingenting var hændt, og snakkede og grinte. Det var faktisk mere skræmmende end selve eksplosionen. At daglige eksplosioner bare var blevet hverdag,” genkalder Nikoline Klausen sig.

En patient i Abu Ghraib er kommet til en opfølgende konsultation i sundhedsklinikken.

Foto: Privatfoto

Personalet er ikke bare ansatte

”Irakerne er et fantastisk folkefærd. Mange af vores ansatte er selv flygtninge, og de vil gerne åbne op og fortælle deres historie,” siger Nikoline Klausen.

Et godt eksempel på det nære forhold mellem hende og det irakiske personale er, at de en dag inviterede hende på frokost ude på klinikken. 

”De havde disket op med et hav af lokale specialiteter, og alle de ansatte ventede på mig. Det var helt overdådigt og alt for meget. Men resterne blev doneret til de fattige bagefter,” fortæller Nikoline Klausen.

De mange indtryk og erfaringer har hun taget med hjem til Danmark. Men nu nyder hun en hverdag med faste kollegaer, patientkontakt og cykelture til og fra Rigshospitalet. Måske tager hun afsted igen engang. Det kan hun ikke udelukke, for Irak var en oplevelse, hun ikke ville have været foruden.