Studerende i praksis: Anlæggelsen gik som smurt, og jeg stak rigtigt i første forsøg

Nogle gange må man gå på kompromis med sig selv.

Jeg har altid troet, at jeg lærte bedst ved først at læse teorien, se teorien blive udført og derefter selv udføre plejen eller proceduren. Men i min praktikperiode på modul 6 fandt jeg ud af, at jeg ikke nødvendigvis lærer bedst sådan.

På det ambulatorie, hvor jeg var i praktik, blev patienterne kort indlagt i et par timer til en bronkoskopi. Patienterne skulle have lagt et venflon, også kaldet perifert venekateter (PVK), til undersøgelsen.

Da vi ikke havde haft om proceduren på skolen eller læst om det i vores bøger, havde jeg ikke den fjerneste idé om, at jeg skulle prøve at lægge det, når jeg kun var på modul 6. Jeg sørgede derfor blot for at vejlede og informere patienterne og sørge for deres ve og vel før og efter undersøgelsen.

Efter et par uger i klinikken kom min vejleder hen til mig og fortalte, at jeg skulle prøve at lægge et venflon.

Jeg gik sådan lidt i panik og forklarede, at jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvordan man lagde det, da jeg ikke havde fået kigget med over skulderen eller læst på det. Hun fortalte, at hun nok skulle guide mig igennem, og at hun ville stå bag mig hele tiden.

Jeg havde min tvivl og forklarede hende, at jeg havde erfaringer med, at jeg først skulle læse om det hele, og så kunne jeg prøve at lægge det.

Egentlig havde jeg jo lyst til at lægge det, men jeg frygtede, at det ville gå galt, og at min patient ville gå derfra med en masse blå mærker.

Min vejleder svarede, at nogle gange skulle man blot prøve at springe ud i det, og at man ikke kunne lære denne procedure ved at læse om den, da der var en del faktorer, som spillede ind ved at lægge et venflon.

Hun brugte udtrykket "øvelse gør mester". Jeg overvejede grundigt, om jeg overskred min egen grænse. Men jeg var også nysgerrig på anlæggelsen, og da jeg havde fået en god relation til patienten, hoppede jeg ud i det.

Anlæggelsen gik som smurt, og jeg stak rigtigt i første forsøg. Først tænkte jeg, at jeg var meget fummelfingret, og at der ikke var plads til mine 10 tommelfingre, men jeg fik det anlagt, og jeg var meget stolt.

Jeg nåede slet ikke at læse op på det, før den næste patient kom, og jeg skulle lægge et nyt. Sådan blev det ved hele dagen, og det var en kæmpe succes.

På min studiedag læste jeg om proceduren og de overvejelser, jeg skulle gøre mig efterfølgende, og bagefter kunne jeg godt se, hvad min vejleder havde ment. Anlæggelsen afhænger meget af, hvilken patient man får, og det opdagede jeg også efter et par anlæggelser.

Jeg foretrækker stadig at læse om en teori/procedure, før jeg springer ud i den i praksis, men jeg har lært noget nyt om mig selv ved at gå på kompromis med mit lidt perfektionistiske jeg.

Det kan godt lade sig gøre at lære på andre måder, end jeg troede.