Fem faglige minutter: Hjælp nye fællesskaber på vej

Afdelingen skal i gang med at etablere et tilbud om biblioterapi til en gruppe patienter, som lever meget isoleret og er vanskelige at få kontakt med, fortrinsvis mennesker med psykotiske lidelser. Biblioterapi lyder måske af terapeutisk coaching for mennesker med tinnitus eller som en form for avanceret hudpleje, men betyder slet og ret, at man deler oplevelsen ved at læse med andre mennesker. Det giver både deltagerne mulighed for at udtrykke deres følelser i forhold til det hørte eller læste og skaber grobund for fællesskaber patienterne imellem og mellem patienter og behandlere. At tale sammen om andet end ambulatoriebesøg, hallucinationer og medicinlister gavner – ikke overraskende – relationen.

Når en gruppe læser eller får læst højt, er det teksten, der er vigtig, ikke den enkelte patient og hendes sygdom eller symptomer. Teksten er i centrum, og gennem diskussion og samtale om indholdet, ved at åbne teksten, bliver deltagerne bedre til at udtrykke sig eller bevæger sig ligefrem fra selvvalgt tavshed til tale.

Frem for selvhjælpsbøger med en definition på lykke så massiv og konstant som en guldbarre i en schweizisk bankboks og en tilsvarende snæver opfattelse af vejen derhen er god litteratur smækfuld af nuancer, følelser og identifikationsmuligheder. Og god litteratur er med al respekt hverken krimier eller thrillere, men derimod ofte prisvindende litteratur. Den type romaner er ikke forsynet med et klart plot eller en entydig helt.

Hovedpersonerne er gjort af det stof, mennesker mestendels er gjort af, de er ikke perfekte, men derimod melankolske, sangvinske, koleriske, flegmatiske og rigtig meget andet. For dem, som ikke føler sig lykkelige, men måske lever med siden til og følelserne pakket ind i en dynejakke, kan mødet med litteraturen og de menneskelige op- og nedture, der bliver beskrevet, give mulighed for at komme ud af en skal, der har klemt i kortere eller længere tid.

Den effekt har de sociale medier ikke, i det offentlige rum synes det snarere at være den anden vej rundt. Meget højlydte samtaler har sjældent et indhold, der giver anledning til eftertanke eller en følelse af, at her lytter man til noget stort og særligt.

Allerede Aristoteles vidste, at litteraturen har en helende kraft, og han skrev om det i år 300 f.Kr. i værket Poetikken. I nyere tid har The Reader Organisation (TRO) i Liverpoolområdet skabt læsegrupper for mennesker med vanskelige sociale kår. Praktiserende læger er begyndt at henvise til grupperne, og til dato er der ikke indberettet bivirkninger af nogen art.

Psykisk syge, demente og børn, som lider af angst, kan have gavn af biblioterapi. Det er afprøvet og vist i Danmark. Men også indsatte i fængsler kan finde ro og have positiv effekt af litteraturen.
Hvis en læsegruppe, højtlæsning af digte eller noveller kan gøre livet mere tåleligt for en urolig patient med demens, det tavse, omkringvandrende psykotiske menneske, eller det meget angste barn, må sygeplejersken qua sin faglighed pege på den mulighed blandt mange andre. Sygepleje skal have betydning for patienten, det må være målet, og at udtrykke sig og finde et sprog for sine følelser er væsentligt for de fleste mennesker. 

Biblioterapi er ikke kun kaffe og cookies. Det er også et tilbud om fællesskab gennem læseoplevelser.

Søg på Google på ordet ”biblioterapi” og læs f.eks. ”Litteratur som behandling eller æstetisk praksis?” Af Mette Steenberg, Månedsskrift for almen praksis, oktober 2013.