Patienterne kan ikke sætte farten op

Sygeplejerske Solveig Olafdottir havde sin egen historie med fra virkelighedens sygehusgang, da debatbogen fra Dansk Sygeplejeråd, ”Bladet fra munden – mod og vilje til et godt arbejdsliv”, blev offentliggjort på en konference på Christiansborg den 21. januar. Bogen sætter fokus på det måletyranni, der præger den offentlige sektor.

Solveig Olafdottir fortalte, hvordan hun de seneste 10-15 år har oplevet, at fokus i sundhedsvæsenet er blevet rettet mod økonomi og effektivisering uden at skele til den menneskelige side af sagen for patienter, pårørende og personale. Hun beskrev situationen på én af sine aftenvagter på en medicinsk afdeling:

”Afdelingen er normeret til 20 patienter, men i dag er der 26. Ikke noget særsyn. Og der indkaldes ikke ekstra personale, selvom belægningen er mere end 25 pct. over normen. Dagholdet er langtfra færdige med deres arbejde – kl. 14 er medicinen ikke givet, drop med væske er løbet tør, og der er stadig stuegang. Allerede da vi møder, står de pårørende nærmest i kø for at få hjælp til deres indlagte familiemedlemmer. Mange er kede af det – de føler sig glemte og oversete,” fortalte hun.

Solveig Olafdottir ridsede op, hvor syge og plejekrævende patienterne på afdelingen var, og hvordan de bl.a. manglede hjælp til at spise, måtte vente uacceptabelt længe med at komme på toilettet, ja, generelt blev glemt i travlheden. Hun nævnte også den unødvendige dokumentation og det høje arbejdstempo, som ikke levnede meget tid til omsorg og snak med patienterne. 

Ikke en pølsefabrik

”Det slider på krop og sjæl at arbejde under disse forhold, og det er dybt frustrerende ikke at kunne gøre sit arbejde ordentligt. Selvom jeg kan løbe nogle procent hurtigere, kan jeg jo ikke kræve, at gamle fru Petersen også skal sætte farten op,” sagde Solveig Olafdottir, som også opponerede mod, at ”sundhedsvæsenet drives som en pølsefabrik”.

”Vi bliver i stigende grad målt mere på antallet af patienter igennem systemet end den kvalitet, vi leverer. Vi bliver målt på let målbare ydelser, mens de komplekse opgaver – og den relationelle og kommunikative praksis – ikke tæller i det store regnskab. Det passer rigtig dårligt til arbejdet med mennesker.”

Økonomisk og menneskeligt dyrt

Grundlæggende tror Solveig Olafdottir ikke, at man sparer meget, når sundhedsvæsenet primært styres af en økonomisk tænkning, som ”ikke tager hensyn til menneskers forskellighed og vigtigheden af trivsel for både patienter, pårørende og personale.”

Hun pegede på risikoen for fejl og utilsigtede hændelser, når personalet har for travlt, samt manglende kommunikation og psykisk støtte, der risikerer at forlænge patienternes forløb. Og på de undersøgelser, der viser en sammenhæng mellem god bemanding og lav dødelighed på hospitalsafdelinger.

Hun medgav, at sygehusene skal være økonomisk ansvarlige, men at når man sætter formler og standarder på sygehusbehandling, risikerer man at miste detaljer, som netop betyder, at patienterne får det maksimale udbytte af behandling og pleje:

”Jeg tror, det stærke fokus på økonomi, produktivitet og målbare elementer kan være dyrt både økonomisk og menneskeligt.”

Hun mente, at sundhedspersonalet kunne have været inddraget mere i strategien for sundhedsvæsenet, men vendte også blikket indad:

”Som fagprofessionel oplever jeg, at vi ikke har formået at bruge vores faglige argumenter i udviklingen af sundhedsvæsen- vi er blevet løbet over ende af new public management, Den danske kvalitetsmodel, standarder og anden management-tankegang.”