Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Jeg er gået glad i praktik hver dag

Min vejleder gjorde min interesse for psykiatrien endnu større, idet hun tog sig tid til at have en studerende. Det har indebåret masser af refleksionstid, kompetenceudvikling og humor og givet mig mulighed for at koble teori og praksis.

Sygeplejersken 2016 nr. 2, s. 15

Af:

Christine Mortensen, sygeplejestuderende på modul 10

2016-2-stud_i_praksis

I lokalpsykiatrien er der en positiv tilgang til studerende, som smitter af på hele praktikperioden og styrker interessen for psykiatri.

Tirsdag morgen: ”Når dagen er gået, er der kun tre dage til weekend”. Tirsdag formiddag: 

”Kl. 11.00, så der er kun fire timer tilbage”. Disse tanker har en del studerende erfaringer med, men er det nødvendigt at have dem, og hvad skal der til for at ændre dem?

I forbindelse med studerendes praktikperioder kan der forekomme nervøsitet og forventningspres, og derfor kan forskellige faktorer påvirke forløbet i både positiv og negativ retning. Såvel den studerendes holdning og tilgang til det nye praktiksted som praktikstedets tilgang til nye studerende spiller en væsentlig rolle for praktikperiodens forløb.

I mit praktikforløb i lokalpsykiatrien følte jeg mig imødekommet og accepteret af en stor del af fællesskabet, ikke kun af min vejleder, men af alle; søde sekretærer, socialrådgivere, sygeplejersker, overlægen og afdelingssygeplejersken. Alle har haft et stort engagement og lyst til deres arbejde, hvilket har smittet af på mig som studerende. Jeg er gået glad i praktik hver dag, og jeg har ikke på noget tidspunkt talt timer eller dage til weekend eller slutningen af praktikken. Det har jeg ikke oplevet i mine tidligere praktikker. Jeg er sikker på, at det skyldes, at alle kollegaer har været åbne, imødekommende og hjælpsomme på hver deres måde. Derudover har min vejleder gjort min interesse for psykiatrien endnu større, idet hun har taget sig tid til at have en studerende. Det har indebåret masser af refleksionstid, kompetenceudvikling og humor og givet mig mulighed for at koble teori og praksis.

Vi var udekørende, hvilket betød, at vi brugte køretiden til refleksion. Det indebar bl.a., at jeg fortalte om mine observationer, så samtalerne kunne ende med, at jeg skulle læse op på en sygdom til dagen efter for at opnå en bedre forståelse for patienten, hans symptomer og behandling.

Jeg vil gerne sætte fokus på, at alle kollegaer på tværs af faggrænser på et praktiksted er med til at påvirke den studerendes ophold. Netop dette praktiksted har givet mig en stor indsigt i, hvordan jeg vil være som færdiguddannet sygeplejerske, når jeg møder studerende og patienter; imødekommende og med tillid uanset funktion og uddannelse. Det grundlæggende i arbejdet med mennesker er at se og styrke deres ressourcer, så de får mulighed for at udvikle sig selv og deres faglige kompetencer.

Lokalpsykiatrien har en god tilgang, holdning og struktur i forhold til de studerendes forløb, som andre kunne blive inspireret af. 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr. hvis din fortælling bliver bragt i Sygeplejersken.