Skiftedag: Ingen så lyset i mig som leder

”Alkoholbehandling anses måske fagligt som lavprestige, men det er et af de største samfundsproblemer, som koster sundhedsvæsenet 3 mia. kr. hvert år. Det er et vigtigt område, hvor jeg for alvor kan være med til at gøre en forskel. Og det er jeg stolt af. 
 

Jeg tror, jeg fik jobbet som leder af Alkolinjen, fordi jeg er sygeplejerske og god til at tale med mennesker. Og fordi jeg har arbejdet med alkoholbehandling i mange år. Jeg har også ledelseserfaring, men det var nok min master i public health, der gav mig sparket rent personligt til at tage springet over i det mere forebyggende arbejde i sygeplejen. 

Alkoholproblematikker har fyldt en del i min karriere. Som nyuddannet fik jeg job på mave-tarm-kirurgisk afdeling på Rigshospitalet. Det var et hot speciale i begyndelsen af 1990’erne efter indførelsen af hjernedødskriteriet. En del af vores patienter kæmpede med alkoholproblemer, men de blev sjældent efterbehandlet særligt godt. På et tidspunkt gik jeg lidt i stå fagligt. Jeg ville gerne være leder, men der var ingen, der rigtig så lyset i mig, så jeg tog orlov og rejste til London, Sverige og USA for at dygtiggøre mig. 

Tilbage på afdelingen var der stadig ingen forfremmelse i sigte, og jeg tog derfor noget efteruddannelse i pædiatri. Vi havde jo også børn indlagt. 
 

Efterhånden begyndte de skiftende vagter at gribe for meget ind i min fritid. Så jeg fik et vikariat i Østerbro-ambulatoriet, hvor jeg var, indtil Hovedstadens Sygehusfællesskab blev stiftet i 1995, og der blev etableret alkoholambulatorier de fem akutsygehuse. Her blev jeg ansat som leder af sygeplejen.

I 2000 tog jeg efteruddannelsen i pædagogik og ledelse på den daværende Sygeplejehøjskole. Efterfølgende forskede jeg i abstinenssymptombehandling.. I 2007 trak kommunerne alkoholbehandlingen hjem, og jeg var med til at etablere det i Københavns Kommune, før jeg i 2012 blev spurgt, om jeg ville være med til at starte et nyt botilbud op på Sundholm. 

Som leder af Alkolinjen er det mit ansvar at ansætte rådgivere, udvikle tilbuddet og sikre kvaliteten. Vi gik i luften sidst i januar, og p.t. sidder jeg også selv ved telefonen. Telefonrådgivning er et helt særligt speciale. Dem, der ringer, sætter dagsordenen, og kunsten er at tale med dem, indtil de ikke vil mere. Det indebærer både empowerment og den motiverende samtale, uden mulighed for brug af øjenkontakt og kropssprog. Det er virkelig kernen i sygeplejen.”