Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 minutter med...Kira Kamp

"Selvom man måske synes, man kun gør lidt, f.eks. holder i hånden, synes mange af vores patienter, at vi gør meget. Og det gør mig stolt.”

Sygeplejersken 2016 nr. 4, s. 6

Af:

Christina Sommer, journalist

Kira KampHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
”Jeg er uddannet grafiker, men sagde mit job op for godt 10 år siden og tog på en jordomrejse, en slags menneskelig uddannelsesrejse. Da jeg kom hjem, fik jeg job som ufaglært på en lukket demensafdeling på et plejehjem. Det var meget givende at arbejde med mennesker. Dét at få lov til at komme ind i en anden persons liv, være deltager og gøre en forskel, det kan jeg godt lide. Og så har jeg tilfældigvis også en stor interesse for fysiologi og anatomi.”

Hvad var dit første job?
”Som nyuddannet blev jeg ansat som sygeplejerske på et plejecenter i Horsens.”

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for hæmatologien?
”Min første praktik var på en hæmatologisk afdeling. Det var spændende og enormt udfordrende. Det er et meget specifikt speciale, men det består af mange forskellige dele, f.eks. selve kræftsygdommen, men f.eks. også kemoterapi, der er et helt område i sig selv, for ikke at glemme den basale sygepleje.” 

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
”Det er en, der har overblik, viden inden for sit speciale, et godt håndelag, og som er rolig og hviler i sig selv.” 

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
”Tro på dig selv og giv plads til at lære og få viden. Man er ikke færdig sygeplejerske som nyuddannet. Man er kun lige begyndt.”

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?
”Det er en stor tilfredsstillelse at være en del af patienternes sygdomsforløb, både behandling, pleje og de svære samtaler. Men det er samtidig også det mest udfordrende – det er meget krævende, både fagligt og personligt.”

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
”Jeg synes, vores afdeling udfører et fantastisk stykke arbejde for alle vores patienter. Selvom man måske synes, man kun gør lidt, f.eks. holder i hånden, synes mange af vores patienter, at vi gør meget. Og det gør mig stolt.”

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
”Det frustrerer mig stadig, at vi skal bruge så meget tid på dokumentation. Det tager tiden ved patienterne.”

Hvor ser du dig selv om fem år?
”Jeg er stadig inden for hæmatologien. Det er et spændende speciale. Man bliver aldrig rigtig færdig med det, og der kommer ny forskning hele tiden. Forhåbentlig kommer jeg også i gang med en master. Jeg er hygiejnekoordinator på afdelingen, og det kunne jeg godt tænke mig at fordybe mig endnu mere i.”

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?
”P.t. handler det meget om patientinddragelse. De skal være så deltagende i egen sygdom som overhovedet muligt. Det tror jeg, der kommer mere af, og det er en udvikling på godt og ondt. I dag er mange patienter f.eks. fuldstændigt opdaterede på deres sygdom og behandlingsforløb. Patienterne er mere oplyste end tidligere. Det stiller endnu højere krav til vores faglighed og autoritet.” 

Kira Kamp er 35 år. Sygeplejerske på Hæmatologisk Afdeling X, Odense Universitetshospital.