Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Appel til Sophie Løhde: Afskaf gabestokken

Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen opfordrer i et fælles brev sundhedsminister Sophie Løhde (V) til at indgå i dialog om at forbedre klagesystemet til fordel for både patienter og personale.

Sygeplejersken 2016 nr. 4, s. 8

Af:

Anne Witthøfft, journalist

Det skal være slut med at offentliggøre navnene på sundhedspersoner, som har begået alvorlige fejl eller gentagne forsømmelser. I stedet bør man offentliggøre navnet på afdelingen og hospitalet, hvor fejlen er sket. 
Det mener Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen, som den 15. marts sendte et brev til sundhedsminister Sophie Løhde. I brevet opfordrer de ministeren til at indgå i en dialog om en ny og forbedret model af den såkaldte offentliggørelsesordning. 

”Fejl skal frem i lyset, men når navngivne sundhedspersonaler i dag hænges ud på klagemyndighedernes hjemmesider, gør det mere skade end gavn,” skriver Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen. 

”For patienterne kan reelt ikke vælge dem fra, og fejlene drukner i skyld og skam, så ingen lærer af dem.”

Erstat personnavne med afdeling

Sådan som systemet fungerer i dag, fjerner sundhedsmyndighederne nemlig navnet på afdelingen og hospitalet, når Disciplinærnævnet udtaler kritik af en sundhedsperson. 

”Det er relevant at se nærmere på, om patienternes handlekraft kan styrkes ved at erstatte personnavne med afdeling eller hospital. Det vil samtidig give de enkelte hospitalsenheder bedre incitament til at følge op på fejl,” lyder det fra Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen.

”Ordningen kalder på at blive videreudviklet både af hensyn til patienter og personale, så den kan leve op til de oprindelige intentioner om at give patienterne en større gennemsigtighed i sundhedsvæsenet og hjælpe patienterne til at træffe kvalificerede valg.” 

Ordningen har flere gange tidligere været kritiseret af Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen. Og i seneste nummer af Sygeplejersken fortalte tre sygeplejersker om deres oplevelse af at blive hængt ud for en fejl – som de tilmed ikke havde begået – ligesom udenlandske og danske eksperter kritiserede ordningen for at være ubrugelig. Og en amerikansk ekspert i patientsikkerhed påpegede, at undersøgelser viser, at langt de fleste fejl er systemfejl og ikke individfejl.

”Patienter og personale har brug for en fælles løsning, som styrker den enkelte patients valgmuligheder og fremmer læringen af fejl i sundhedsvæsenet. Lad os sammen udvikle en ordning, som alle kan have glæde af fremover,” skriver Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen i brevet til ministeren.