Sygeplejersken
En stærk fagidentitet kan udfordre lovgivningen
Kommentar til kommentaren ”Ulovlig magtanvendelse” i Sygeplejersken nr. 2/2016.
Sygeplejersken 2016 nr. 4, s. 19
Af:
Redaktionen
Af Camilla Hjerrild, Celine Vangsgaard Wensien, Heidi Aagaard, Louise Enemark Jessen, Michelle Færk Andresen, og Vibeke Mejlstrup Bøgh, sygeplejestuderende, samt Annette Fløe Møller, lektor.
I kommentaren til dilemmaet “Behandling mens patienten sover” i Sygeplejersken nr. 14/2015 ser Rie Schou tilsyneladende bort fra etiske aspekter til fordel for lovgivningen. Rigtigt nok overholder sygeplejersken ikke sundhedsloven, idet hun behandler en patient uden samtykke. Som studerende oplever vi i pleje og behandling af demente patienter indimellem, at kravet om informeret samtykke ikke imødekommes. Vi oplever, at sygeplejersken i omsorg for den demente handler for patientens bedste uden at italesætte det etiske aspekt.
Disse situationer stiller store krav til, at sygeplejersken kan begrunde egne handlinger, f.eks. med henvisning til De Sygeplejeetiske Retningslinjer. Derfor er den etiske refleksion og diskussion afgørende i sygeplejen som baggrund for sygeplejerskens handlinger. Desværre oplever vi sjældent etiske refleksioner og diskussioner, hvor sygeplejersker italesætter deres etiske overvejelser.
Noget går galt, når Rie Schou med henvisning til lovgivningen skriver, at såfremt socialpædagogiske tiltag ikke har effekt, må sygeplejersken vente på, at patienten ender i en livstruende situation, før hun må handle. Dette strider imod, at sygeplejersken ifølge De Sygeplejeetiske Retningslinjer skal handle med omhu for det sårbare liv, så den enkelte patient sikres beskyttelse og omsorg.
Det kan være en faglig, måske stressende udfordring at stå i et etisk dilemma. For at kunne håndtere dette må sygeplejersken have de nødvendige kompetencer og kunne anvende en etisk refleksionsmodel, f.eks. fra Sygeplejeetisk Råd. Vi vurderer, at en stærk fagidentitet, hvor sygeplejersken er bevidst om sine værdier og holdninger, kan udfordre lovgivningen, som det også fremgår i retningslinjen “at sygeplejersken, med omhu for det sårbare liv, skal udfordre love og instrukser, hvis de strider mod professionens etiske værdier”.
Forfatterne er sygeplejestuderende/ansat ved VIA Sygeplejerskeuddannelsen, Campus Aarhus N.