Er døden altid det værste, der kan ske?

Af: Stine Riegels, sygeplejerske, cand.scient.soc.

Dialog er også den eneste løsning, når patienten siger ja! 

Artiklen sammenblander to forskellige problemstillinger: Når patienten ikke selv kan tage stilling til behandling pga. svigtende kognitive evner, har vi som fagpersoner ansvar for at tage vare på patienten og vælge den mindst indgribende indsats for at lindre og evt. kurere.

Når en kognitivt intakt patient på et informeret grundlag siger ”nej tak”, altså nægter behandling, må sygeplejersken respektere dette. Gerne efter dialog, hvor man sikrer sig, at patienten forstår konsekvenserne. Evt. angstlidelser og andet, der kan blokere for, at patienten kan deltage i udredning og modtage behandling, skal selvfølgelig afdækkes og lindres.

Jeg undrer mig over, at det ses som et problem, at mennesker fravælger aktiv behandling, hvis de er alvorligt syge og ikke kan kureres. Hvordan kan sygeplejersker påstå at vide, hvad der for den enkelte er den bedst mulige behandling? Jo, sygeplejefagligt har vi en viden, men overordnet ved vi vel ikke bedre end patienten selv, hvad der er bedst for den enkelte?

Jeg har arbejdet i mange år med syge socialt udsatte, og her når man ingen vegne med pædagogiske fif. Patienten er selv eksperten i sit liv, og som sygeplejerske kan man bidrage til den syges lindring og eller/helbredelse med sin sygeplejefaglige viden og erfaring. Man kan forsøge at forstå patientens valg, men man må respektere det, uanset om man forstår det eller ej.

Jeg har desuden arbejdet mange år med alvorligt syge og døende på en palliativ afdeling, hvor vi tager imod de ikke-hospiceegnede, dvs. døende patienter med processer i hjernen, demens, psykose, afasi etc. Her er det dagligt en udfordring at vurdere, om patienten selv er i stand til at træffe sine valg.

Jeg føler mig derfor fortrolig med vurderingen af, om mennesker er i stand til at tage vare på sig selv. Jeg er også fortrolig med følelsen af afmagt, når en patient vælger anderledes, end jeg selv ville have gjort. Men det berettiger mig ikke til at udtænke en særlig raffineret sygeplejefaglig pædagogik, der kan forhindre, at mennesker siger ”nej tak.”

Artiklen nævner en dement person, der ikke vil have sondemad. Det lyder meget naturligt at miste appetitten, når man er alvorligt desorienteret og syg. Til slut vil jeg derfor undrende spørge: Er døden altid det værste, der kan ske?

• Læs artiklen, som kommentaren knytter sig til: "Når patienten siger nej, er dialog den eneste løsning"