Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Vi skal turde tale om prioritering

Sygeplejersken 2016 nr. 4, s. 3

Grete ChristenenHver dag foretager danske sygeplejersker prioriteringer i løbet af deres arbejdsdag, som har betydning for patienternes pleje og behandling. Det er desværre blevet en uundgåelig del af at arbejde i et sundhedsvæsen præget af tidspres og knappe ressourcer. I dette nummer af Sygeplejersken kan du læse mere om prioriteringsdebatten, og hvad der foreslås fra forskellige sider for at imødegå udviklingen.

De seneste år er udgifterne til dyr sygehusmedicin steget voldsomt, samtidig med at mange regioner og kommuner har gennemgået benhårde besparelser og fyringsrunder. Undersøgelser peger på, at ressourceknapheden påvirker patientsikkerheden og sygeplejerskernes arbejdsmiljø. Det mener jeg er en uholdbar udvikling! Dansk Sygeplejeråd vil derfor gerne anerkende, at Danske Regioner har taget debatten op og præsenteret en ny model for et medicinråd, som inddrager prisen i vurderingen af ny medicin.

Ethvert valg medfører som bekendt også et fravalg. Dansk Sygeplejeråd opfordrer derfor Danske Regioner til at huske de etiske og menneskelige aspekter i arbejdet med at udvikle en prioriteringsmodel. Det er vigtigt, at vi medtænker undtagelsesmuligheder for ellers afvist medicin for patienter med særlige behov, ligesom det er vigtigt at vurdere de samlede omkostninger ved ny medicin ud fra de metoder, som vi kender fra de medicinske teknologivurderinger (MTV’er). Modellen må heller ikke få et enøjet fokus på medicin, men bør også omfatte andre behandlingsformer. 

Hvis vi også i fremtiden vil have et sundhedsvæsen med høj kvalitet, er det nødvendigt, at vi åbent kan tale om, hvordan vi bedst muligt anvender ressourcerne, og samtidig husker, at det handler om mennesker.

 

Grete Christensen, formand