Man burde screene mennesket, ikke bare kroppen

I dag er det i høj grad screeninger, blodprøver, faldsensorer, hjerterytmer, væskebalance og scanninger, der fortæller sygeplejersker og læger, hvordan patienten har det. Nye teknologier, flere behandlingsmuligheder samt et konstant behov for økonomiske prioriteringer i sundhedsvæsenet har øget overvågningen af patienternes sundhedstilstand. Og det udfordrer sygeplejerskerne på deres kerneidentitet, mener filosof og afgående formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler.

For selv om den sundhedspolitiske målsætning er, at man skal tage udgangspunkt i patienten, så skaber den konstant accelererende overvågning ofte den modsatte effekt, siger Jacob Birkler.

Han har skrevet bogen "Overvågning i sundhedsvæsenet", som viser, hvordan borgere og patienters sundhedstilstand i større og større omfang overvåges fra undfangelsen til det sidste åndedrag.

"Patienten træder i dag frem digitalt gennem tal og værdier, og det gør det sværere at møde patienten som et unikt individ," siger han.

"Vi ser en bevægelse mod langt mere overvågning og langt mindre vågning. Men dermed overser vi let, hvad der har værdi for patienten. Teknologi kan overvåge, men kun mennesker kan våge," siger Jacob Birkler, der med "våge" mener, at man formår at sætte sig ind i patientens livssituation og sygdomshistorie og gennem dialog, vejledning, rådgivning og information hjælpe borgeren med at træffe et oplyst valg om behandling.

"Udgangspunktet bør være at lytte til patienten, men det sker ikke altid, og det er et kæmpe problem," siger han.

"For i dag er patienten med den øgede overvågning i mindre grad blevet et udgangspunkt og i højere grad et tilgangspunkt. Man screener kroppen i stedet for mennesket."

Overvågning udhuler fagligheden

Han er ikke modstander af overvågning og mener, at patientmonitorering i alle dens former er svært uomgængelig, da den er med til at sikre den mest optimale behandling for den enkelte patient.

"Der er mange åbenlyse nytteværdier af overvågning og teknologi. Og jeg ville bestemt ikke have ønsket at leve for 100 år siden, hvor der hverken var antibiotika eller mulighed for at medicinere og operere i talrige af situationer, som vi med selvfølge gør i dag," siger han.

Men han mener, at det er problematisk, i hvor høj grad at overvågning også er blevet en central og integreret del af sygeplejen. Og han håber derfor, at sygeplejersker vil bruge hans bog til at reflektere over, hvornår og hvorfor de overvåger patienterne i stedet for at våge over dem.

"For der er en stor professionalisme i det at våge, som bliver udhulet og overset, når der kun er fokus på overvågningen. For dét at våge handler om et egentligt blik for patienten, hvor man ser, hvad patienten har brug for ud fra dennes synspunkt, og det ser jeg som helt centralt for sygeplejen," siger Jacob Birkler, som fortæller, at han altid har været meget optaget af at finde ind til den inderste kerne i sygeplejen og sygeplejerskens faglige identitet.

"De seneste 10-15 år har jeg fulgt sygeplejersker og andet sundhedspersonale i deres hverdag og undervist studerende på sundhedsuddannelserne. Og jeg er kommet frem til, at sygepleje er meget mere næstehjælp end førstehjælp. Og det fine ved sygeplejen er netop, at det er en af de få professioner, hvor man tager udgangspunkt i den andens perspektiv, og hvor empati er et omdrejningspunkt. Og det er her, at det at våge kommer ind i billedet," siger han og tilføjer:

"Man siger jo, at lægen redder livet, mens sygeplejersken redder mennesket."

Lettere at give en kemokur mere

Dette udsagn fik han bekræftet, da han sidste år i oktober skrev en kronik i Berlingske med overskriften "Kan man dø for sent?" Den genererede 1.000 venneanmodninger fra sygeplejersker på Facebook i løbet af en enkelt dag.

"Med den kronik ramte jeg ned i noget helt centralt for sygeplejersker. Vi er blevet så forhippede på at forlænge livet og så dødsforskrækkede, at vi glemmer at redde døden," siger Birkler med særlig henvisning til en stigning i udsigtsløse behandlinger, som måske kun forlænger livet med et par måneder.

"Det er noget, vi især har set gennem de seneste 10 år, ikke mindst på onkologiske afdelinger, hvor vi er blevet meget bedre til at behandle, men hvor der også er opstået en behandlerkultur, der gør, at det er lettest bare at give en kemokur mere."

Og det er netop her, han mener, at sygeplejerskernes kernekompetencer kan komme i spil. For det liv, vi redder, er ikke altid det liv, patienten ønsker:

"Hvis man havde våget lidt mere og haft mere blik for patienten, kunne det jo godt være, at man ikke havde valgt at fortsætte behandlingen. Derfor burde man spørge sig selv lidt oftere, om man bør starte med overvågning eller vågning."

"Overvågning i sundhedsvæsenet" af Jacob Birkler udkommer på Munksgaard den 18. marts.