Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Prioriteringsdebat fattig på analyser, viden og indsigt

Anmeldelse af Kjeld Møller Pedersen "Prioritering i sundhedsvæsenet – hvorfor er det nødvendigt?"

Sygeplejersken 2016 nr. 4, s. 47

Af:

Redaktionen

2016-4-anmeldelse-prioriteringKjeld Møller Pedersen
Prioritering i sundhedsvæsenet – hvorfor er det nødvendigt?
Munksgaard 2015
128 sider – 198 kr.

 

Det er nødvendigt at prioritere, når ønsker og muligheder overstiger, hvad der er ressourcer til. Spørgsmålet er, hvordan prioriteringen håndteres. Forfatteren har et klart budskab til politikerne om at få etableret et nationalt prioriteringsråd og et institut, der kan gennemføre fagligt kvalificerede medicinske teknologivurderinger. Beslutninger skal træffes på et kvalificeret grundlag, hvor der ses systematisk på forholdet mellem sundhedsmæssig gevinst og omkostninger samt diskuteres værdimæssige spørgsmål ved prioritering. 

Forfatteren er klar i tonen og kritiserer debatten, som politikerne, særligt i Folketinget, synger med på. Debatten er fattig på analyser, viden og indsigt. Ofte flyder det med personlige holdninger, uden forudsætninger og argumenter.

I bogen kan man bl.a. læse om, hvilken baggrund der prioriteres ud fra i andre lande, forskellige modeller for, hvordan prioritering kan ske, og et afsnit om, hvorfor medicinudgifter er blevet et økonomisk problem. 

Den helt centrale analyse, som er en væsentlig del af beslutningsgrundlaget, er omkostningseffektanalyse, en velfunderet metode, som anvendes i hele verden, dog ikke i Danmark. Den skal dog suppleres med andre beslutningskriterier og er derfor kun en del af selve beslutningen.

Af Gitte Lindermann, sygeplejerske, cand.scient.pol., specialkonsulent (lean-konsulent) i Region Hovedstadens Psykiatri.

Henrik Sjøberg Rasmussen

{ På mit natbord }: Snak på kontoret påvirker behandlingen

Hvad læser du lige nu?
”Dorthe Birkmoses ”Når gode mennesker handler ondt”. Den handler om, hvordan personalets snak på kontoret og indstilling til patienterne farver deres behandling. Birkmose holdt foredrag på min arbejdsplads, og vi diskuterede det meget efterfølgende.”

Hvordan har den inspireret dig?

”I stedet for at tænke, at en beboer er træls eller provokerende, så forsøger vi at finde ud af, hvad beboeren forsøger at udtrykke. Vi havde f.eks. en beboer, som var meget aggressiv, hvor vi havde sat en mur op, der hed, at det skulle hun ikke have lov til. Men da vi tænkte over det, fandt vi ud af, at hvis vi ændrede miljøet bl.a. ved at give hende mere tid, så blev hun ikke så aggressiv.”

Hvilken bog burde alle sygeplejersker læse?

”Kognitiv terapi – nyeste udvikling” af Mikkel Ahrendt, fordi den beskriver den kognitive terapi så dybt og ud fra forskellige psykiatriske diagnoser. Og så har den de kognitive skemaer bag i bogen.”

Hvilken bog fik du aldrig læst helt til ende?

”Menneskets fysiologi” af Olav Sand m.fl., som vi læste på studiet. Jeg gik død i biokemien, fordi jeg ikke kunne se, hvad jeg skulle bruge viden om, hvordan de forskellige ioner bevæger sig gennem cellevæggen, til.”

Henrik Sjøberg Rasmussen, Sygeplejerske og klinisk vejleder på bosted i Svendborg for mennesker med alvorlige sindslidelser og personlighedsforstyrrelser.