Fremragende sygepleje

Min mor på 85 år var indlagt på en nyreafdeling. Hun var døden nær og fik hæmodialyse (dialyse) for anden gang. Jeg sad hos hende. Under dialysen blev hun plejet af en kvindelig og en mandlig sygeplejerske.

Mor ønskede at få fjernet det akutte dialysekateter efter dialysen, da hun kun havde sagt ja til denne anden dialyse som den sidste. Den mandlige sygeplejerske tilbød mig at tale med en reservelæge. Det afslog jeg. Men her var en sygeplejerske, der kendte sin besøgelsestid. Han undersøgte, hvad både forvagten og bagvagten mente om situationen.

Han tog altså mig – den "besværlige" sygeplejerske-pårørende – alvorligt, da jeg ikke bare ønskede en reservelæges beslutning.

Dialysen ville tage tre timer, samtidig med at mor ville få to portioner blod. Efter ca. halvanden time spurgte mor mig: "Hvor lang tid er der tilbage?"

Jeg svarede: "Halvanden time." Mor spurgte: "Behøver jeg mere?" Jeg svarede: "Nej, det gør du ikke. Jeg henter en sygeplejerske."

Den kvindelige sygeplejerske kom, og jeg sagde: "Mor, fortæl sygeplejersken, hvad du lige har sagt til mig." Mor sagde: "Må jeg ikke stoppe nu? Jeg har det elendigt." Sygeplejersken svarede: "Jo. Jeg ved bare, at du får besøg af din præst i morgen, og at det betyder meget for dig. Hvis du kan holde til at få blodet, vil du have flere kræfter til præstens besøg. Det tager en halv time. Hvad siger du til det?"

Det accepterede mor, og dialysen blev standset en time før planlagt. To dage efter kom mor på hospice. Der fik hun den ro til at dø, som hun ønskede. På sygehuset havde hun klart formuleret, at hun var parat til at dø. 

Det var bare først, da der var en sygeplejerske, som kunne se det hele menneske og ikke kun nogle nyrer, at mor fik fred til at dø. De to sygeplejersker udøvede i mine øjne fremragende sygepleje, herunder åndelig omsorg. De lyttede til mor og tog både hende og pårørende alvorligt.

Linda Kragelund er ansat som lektor ved Aarhus Universitet.