Fuldt fortjent: Blå blink er det rigtige for mig

"Jeg har set det meste. Alt fra folk, som har været ude for alvorlige trafikuheld, til nedgroede negle. Jeg tror ikke rigtig, der er så meget mere, jeg kan nå at se," fortæller Dorthe Taube Nielsen, akutsygeplejerske på Herlev og Gentofte Hospital i ca. 36 år.

Hun har fundet ud af, at de blå blink og de hektiske vagter er det rette for hende.

"Jeg har flere gange sagt til mig selv: Det er her, du hører hjemme. Det er her, du kan gøre en forskel," fortæller hun.

De mange møder med akutpatienter på alle tider af døgnet har givet hende evnen til at bevare hovedet koldt i alle slags kritiske situationer, synes hun. Vagterne har også af og til krævet sin sorte humor.

"De ting, folk kan komme ind med på en skadestue, kan jo være tragikomiske. Jeg har af og til kigget lidt på menneskeracen og tænkt: De er lidt sjove at se på, når de er i krisesituationer.

Jeg har lært meget om mig selv gennem at se folk i de her kritiske situationer. Det har gjort mig robust."

”Medaljen er en prik over i’et. Det er jo en rigtig fin anerkendelse for mit arbejde, hvor jeg har givet meget af mig selv.”

Foto: Søren Svendsen

Blå blink i blodet

Stort set hele Dorthe Taube Nielsens arbejdsliv, siden hun blev uddannet i 1980 på sygeplejeskolen i Herlev, har hun tilbragt på Gentoftes akutafdeling. Og interessen for det akutte startede tidligt. Mens hun ventede på at blive optaget på uddannelsen, arbejdede hun som piccoline lige over skadestuens indgang.

"Det havde en magisk tiltrækningskraft på mig. Hver gang jeg så de blå blink, måtte jeg lige ned og se, hvad der foregik," fortæller hun.

Efter et par år på akutafdelingen ville hun snuse til noget andet og prøvede intensivafdelingen af. Det varede dog kun fire måneder, så var hun tilbage på akutafdelingen. Den holdt på hende indtil for et par år siden, hvor hun arbejdede i otte måneder på hospice, før hun igen vendte tilbage.

"Det var lidt som om, at det lå i blodet på mig. Så når jeg kom et sted hen med mindre adrenalin i blodet, måtte jeg tilbage. Jeg følte mig lidt som en indespærret galophest, der ikke helt kunne få lov at give den fuld gas."

De mange år på akutafdelingen bunder også i de tætte relationer og oplevelser, hun har med kollegerne, hvor arbejdet på døgnets mørkeste timer har skabt et særligt tæt sammenhold. Samtidig har det været vigtigt for hende, at faget har udviklet sig, fortæller hun.

"Det er rart, at jeg kan følge patienterne fra start til slut. Da jeg startede, gjorde vi patienterne klar til at blive tilset af læger. Nu kan jeg behandle nogle af patienterne, uden at jeg behøver at vente på en læge."