Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Konkret og praktisk orienteret

Anmeldelse af Pia Dreyer & Bodil Sestoft: "Projektarbejde i sundhedsvæsenet"

Sygeplejersken 2016 nr. 5, s. 41

2016-5-anmeldelse-projektarbejdePia Dreyer & Bodil Sestoft
Projektarbejde i sundhedsvæsenet
Munksgaard 2016
135 sider – 195 kr.

 

Som underviser og vejleder er det min oplevelse, at medarbejdere ofte oplever projektarbejdet som udfordrende og til tider kaotisk, særligt hvis de ikke tidligere har arbejdet med projekter. Med denne bog i hånden kan man imidlertid opnå et indblik i og få nogle redskaber, der kan understøtte arbejdet med projekter i klinisk praksis.

Bogen beskriver i detaljer, hvordan arbejdet med projekter foregår fra den første spæde idé, planlægningen og implementeringen til evalueringen af, om projektet har den ønskede effekt eller ej. Detaljeniveauet er rigtig højt, og det kan derfor være svært at få et hurtigt overblik over indholdet. Ønsker man derimod et godt og uddybende indblik i projektarbejde, er denne bog bestemt værd at læse.

Bogen er velskrevet og bærer præg af forfatternes egne praktiske erfaringer, hvilket gør bogen levende og let at læse, men bogen kan også danne afsæt for tilrettelæggelse af undervisning om projektarbejde. 

Hvis jeg skal pege på en svaghed ved bogen, er det, at forfatterne ikke nævner de etiske overvejelser, der skal gøres i forhold til projektets gennemførelse og evaluering, herunder evt. indhentning af tilladelser hos Datatilsynet.

Jannie Christina Frølund, klinisk sygeplejespecialist, cand.cur., Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus – En del af Sygehus Lillebælt.
 

{ Kort nyt om bøger }

Anette Grøsfjeld Winge
Illustrationer af Arna Maria Kristjánsdottir
Hvor er Victors mor henne?
Kahrius 2016
26 sider – 162 kr. 

Forfatteren har sat sin kønne, søde, dejlige sygeplejerskedatter et minde i form af denne bog, som beskriver datterens sygdom og død for børn og især for barnebarnet Victor. Det har været et vanskeligt projekt, vil jeg tro. Bogen er meget konkret og illustreret tæt på teksten og, gætter jeg på, helt i tråd med kronologien i datterens sygdomsforløb. For et lille barn, der ikke kender hovedpersonen, er det måske vanskeligt at forholde sig til en rejse til Thailand, et smukt bryllup og endnu en rejse, denne gang til Afrika. Forfatteren har manglet bøger om sorg til de små børn. ”And, døden og tulipanen” af den tyske forfatter Wolf Erlbruch, er et godt supplement til denne forklaring på, hvor Victors mor mon er henne.

 

Lena Lindenskov, Pia Beck Tonnesen og Peter Weng
Matematikvanskeligheder på de ældste klassetrin
Kortlægning og undervisning

Dansk Psykologisk Forlag 2016
248 sider – 499 kr.

Sygeplejerskeuddannelsen kræver færdigheder i matematik, men hvad hvis den studerende er gået i stå i sin udvikling af matematiske begreber og deres anvendelse? Så kan læreren hente hjælp her. To af forfatterne arbejder faktisk med problemerne på Professionshøjskolen Metropol, mens en tredje er på DPU i Emdrup. Altså folk med praktiske erfaringer.
Som elev kan man falde i et regnehul, skriver forfatterne, men man kan komme op af dette hul med hjælp fra en dedikeret lærer, som formår at afdække elevens forudsætninger og anvende forskellige strategier for at lette opstigningen fra hullet. Hæftet her anviser, hvordan læreren kan tage hånd om den matematik-usikre elev på ældste klassetrin. For lavt niveau til en sygeplejestuderende? Nej, materialet kan nemt tilpasses unge og voksne.

 

Ann Lehmann Erichsen
Plus på kontoen
Syv smutveje til en sjovere økonomi

Gyldendal Business 2015
260 sider – 199,96 kr.

Hænger økonomien? Eller skal de forkælede børn flytte hjemmefra uden at kende forskellen mellem prisen på en agurk og et fladskærms-tv? Så er denne meget tilgængelige og pænt underholdende bog absolut værd at anskaffe og læse fra a til z eller forære væk. Budget, købestop, nethandel, pensioner, standbyforbrug. Der er gode afsnit om alt, hvad man kan drømme om. Forfatteren er dus med sin læser, men ikke på den klamme måde. Man bliver venligt vejledt og oplyst og forstår godt, hvorfor det er dyrt at købe en computer på klods frem for at spare op til den. Mange unge er dårlige betalere og tager lån med chokerende høje renter, men hvis de får denne bog med i flyttekassen, er der en god chance for, at de ikke banker på døren med kuglerunde, bedende øjne og vil låne til huslejen.
(jb)