Studerende i praksis: Mit hjerte bankede hurtigt af både spænding og nervøsitet

Jeg er i praktik på endokrinologisk ambulatorium på modul 11. Her er det særligt den komplekse sygepleje, der er i centrum.

En dag skulle jeg være med til at give en zoledronsyrebehandling. Zoledronsyre er et lægemiddel til behandling af postmenopausal osteoporose. Patienten kommer ind én gang om året og får en intravenøs infusion af zoledronsyre opløst i natriumklorid. Infusionen gives over 15 minutter.

Jeg var meget spændt og nervøs, da jeg skulle være med til dette. Vi skulle have fire patienter lige efter hinanden, og derfor var tiden ikke til, at jeg kunne stå og tage mig god tid.
Jeg var med til at trække medicinen op og blande den. Første gang viste vejleder, hvordan det skulle gøres, og dernæst skulle jeg selv gøre det. Det var ikke bare ligetil. Det var en hel kunst at trække op og få hver en dråbe med, så ingen medicin gik til spilde. Det lykkedes dog.

Vi tog imod patienten og gjorde det indledende forarbejde. Der blev lagt en venflon, og derefter skulle jeg håndtere at klargøre i.v.-væsken, slangen og selve forbindelsen. Der var meget at holde styr på.

Mit hjerte bankede hurtigt af både spænding og nervøsitet. Spænding, fordi jeg nu endelig var nået så langt i min uddannelse, at jeg nu gerne måtte, og nervøsitet for at gøre noget forkert.
I denne proces med at håndtere i.v.-væsker er der mange ting,  som kan gå galt. Alt skal være sterilt, som f.eks. når vi slutter slangen til venflonen. Vi står med en åben indgangsport, og det kan hurtigt gå galt, hvis ikke det er sterilt. Der må f.eks. heller ikke være luft i slangen, da det kan give en emboli.

Med de hygiejniske principper i baghovedet påbegyndte jeg opgaven, som absolut ikke er nem, når det er første gang. Man skal være enormt fokuseret på den opgave, man udfører. Derudover skal man forsøge at finde håndelaget, så alle tingene helst lykkes i ét tag, og man skal også helst kunne være til stede for patienten. En del af patienterne vil rigtig gerne tale under procedurerne, det er bare ikke nemt, når man også skal koncentrere sig. Alt gik heldigvis, som det skulle, men det er svært ikke at have alt for høje forventninger til sig selv som studerende.

Jeg tror, det er vigtigt for os studerende at acceptere, at vi ikke bare kan det hele lige til at starte med. Vi vil så gerne, men vi skal give os selv tid. Tid til at have tingene i hænderne, tid til at lære instrukserne for den pågældende procedure og ikke mindst tid til at prøve igen og igen. Det er ikke altid, tingene lykkes første gang, vi prøver dem; det gør det nødvendigvis heller ikke for de rutinerede sygeplejersker.