Sygeplejersken
Lærebog i sundhedsreformernes anatomi
Anmeldelse af Vallgårda og Krasniks 'Sundhedsvæsen og Sundhedspolitik'
Sygeplejersken 2016 nr. 6, s. 43
Af:
Redaktionen
Sundhedsvæsenet er svært at gennemskue, for der er mange instanser involveret. Hvem gør hvad? Hvem påvirker og bestemmer? Hvordan finansieres det, og hvordan skabes en sundhedspolitik?
Bogen er kommet i en ny udgave, og her er der tilføjet et kapitel om reformer og reformprocesser. Det er spændende at læse om, hvad der forstås ved sundhedsreformer, hvordan de initieres, og hvilke aktører der er i spil. Der er også beskrevet, hvordan en reformproces kan blive besluttet og forløbe. Hvordan bliver et emne eller fænomen til et politisk problem? Et politisk problem findes ikke bare.
Det er noget, som bestemte aktører begynder at italesætte på en bevidst måde i de rette miljøer. Så er det blevet problematiseret, og fænomenet har fået status af at være et problem med forklaringer og årsager. Så er der også peget i retning af en bestemt løsning. I denne proces gør man problemerne tilgængelige for politisk handling.
Bogen er teoretisk velfunderet, og en overordnet meget central teori, som bliver beskrevet, er institutionel teori, som handler om, at organisationer, som arbejder med det samme, har en tendens til at ligne hinanden. De lægger med andre ord spor ud til andre organisationer, som så kan arbejde på samme måde. En indholdsrig bog til alle med interesse for sundhedsvæsenet.
Gitte Lindermann, sygeplejerske og cand.scient.pol., specialkonsulent i Region Hovedstadens Psykiatri.