Undertrykt kritik skaber stress

De seneste mange år er presset på sundhedsvæsenets ressourcer og medarbejdere steget. Mange sygeplejersker oplever, at deres faglighed er udfordret, men når de nævner urimelige arbejdsvilkår, mødes de typisk med formuleringer, der vender problemet til sygeplejerskernes eget og får dem til at tie. Og det resulterer i den skadelige "moralsk stress".

Ifølge sociologen Rasmus Willig er det stigende pres på sundhedsvæsenet en situation, der i særlig grad fordrer, at ledelsen giver plads til den forventelige kritik, der kommer ud af besparelser og en hidtil uset reformiver.

Der sker dog det modsatte, viser hans forskning, som han nu fremlægger i bogen Afvæbnet kritik.

"Kritikken bliver udstillet som irriterende, netop fordi der hele tiden er gang i reformer. Der er ikke tid til at stoppe op og diskutere tingene," siger han.

I hans nye bog beskriver sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, politifolk og pædagoger udviklingen i måden, deres ledere svarer på kritik, således: "Før havde vi medbestemmelse, så kom vi på medhør – nu skal vi bare være medgørlige."

Kritik bliver ikke længere værdsat

Rasmus Willigs forskning de sidste syv år har handlet om at besvare, hvad der sker, når disse faggrupper ytrer sig kritisk om særligt vanskelige vilkår på deres arbejde. Og det korte svar er, at der ikke længere bliver svaret på kritikken. Derfor har der udviklet sig en tavshedskultur, som har bidt sig fast, konkluderer han.

"Man tier stille, hvis man har noget kritisk at sige, for man har den erfaring, at det ikke bliver vel modtaget," siger Rasmus Willig.

Tavshedskulturen indenfor fag i den offentlige sektor har udviklet sig i en glidende proces over de sidste 15-20 år, vurderer han.

"Dem, der er lidt oppe i årene, kan huske, hvordan kritik engang var anderledes værdsat, end den er i dag. Det blev tillagt en værdi at engagere sig kritisk på sit arbejde."

Kan du tåle mosten?

I 00´erne afløstes den kritiske attitude af en anerkendende og "positiv" kultur. Den var sikkert godt ment, men det fik den utilsigtede konsekvens, at kritikken forstummede, siger Rasmus Willig.

""Jeg hører, hvad du siger" blev et standardsvar. "Og jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved det" blev den måde, medarbejderne hurtigt lærte at oversætte nysproget på," siger Rasmus Willig.

I dag er den anerkendende kultur blevet afløst af en mere kontant "robusthedskultur".

"I stillingsannoncer og ledelsesstrategier siger man meget direkte, at det handler om at "kunne tåle mosten". Og rigtig mange danskere har forstået budskabet. 850.000 går i fitnesscenter – et klart symptom på, at mange har købt ind på robustheds-tankegangen. Men når man ikke kan sige højt, at man ikke kan tåle presset, så føler man afmagt og utilstrækkelighed. Og så kommer man til at lide af en stressfaktor, der har fået navnet moralsk stress," fortæller Rasmus Willig.

Ord virker som arsenik

Den selvcensur, som medarbejdere i en tavshedskultur udøver, har en reel årsag. I de fag, Rasmus Willig har undersøgt, er der nemlig repressalier for kritiske ytringer.

Repressalierne er dog ikke det, der i første omgang stopper kritikken. "Afvæbningen" foregår på en langt mere raffineret måde, som han betegner som "blød vold".

"Ord kan virke som bitte små doser arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel," som han udtrykker det.

"Man styrer medarbejderne med afvæbnende sætninger, som kortslutter kritikken," siger Rasmus Willig og nævner flere eksempler på intimiderende ikke-svar:

"Vi tager det lige i et andet forum". "Det tror jeg ikke, du mener". "Det må vi snakke om på et andet tidspunkt. "Det kan ikke betale sig at kæmpe for. "Lige netop det har vi ingen indflydelse på".

Rasmus Willig lader ledernes svar på kritik fylde små 20 sider i bogen.

"Da jeg læste alle kommentarer ud i én køre, forstod jeg næsten på egen krop, hvad sådan en opremsning af afvæbnende sætninger gør ved medarbejderne."

Ledernes autonomi under pres

De sproglige returneringer er ofte direkte eller indirekte psykologiserende, fortæller han.

""Du ser stresset ud – er alt vel på hjemmefronten?" På overfladen lyder det uskyldigt, men læg mærke til overskridelsen af privatlivet. Jeg har ikke bedt om en psykologisk diagnose, når jeg kommer med et strukturelt problem. Det, der skal lyde som medarbejderomsorg, er i virkeligheden en giftig måde at sige: "Du er forkert, og du skal tage dig sammen"," siger Rasmus Willig.

Der er dog ikke grund til at skyde skylden på nogen, mener han.

"Lederne er underlagt nogle perspektiver, som gør det svært for dem at fastholde en kritisk dialog. Deres autonomi er under pres. Deres ledelsesrum er blevet mindre. De agerer i en etableret kultur, som er svær at bryde med. Det er ikke personer, men selve kulturen, der skal gøres op med," siger han.

Selvcensur skaber indre overtryk

I 2015 forsvarede forsker i arbejdsliv og ytringsfrihed ved Roskilde Universitet, Pelle Korsbæk Sørensen, sin ph.d. om moralsk stress og ytringsfrihed i arbejdslivet. Den indeholder en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.700 erhvervsaktive medlemmer af Dansk Magisterforening. Hver femte svarer, at de har holdt kritik af forhold på deres arbejdsplads tilbage pga. frygt for repressalier.

Blandt den gruppe medarbejdere, der udøver selvcensur i arbejdslivet, er der statistisk set en større andel, der oplever negativ arbejdsrelateret stress, end blandt dem, der ikke udøver selvcensur.

"Min afhandling viser i sin helhed, at der kan være en sammenhæng mellem selvcensur, resignation og forringet dårligt psykisk arbejdsmiljø. Men det er et område, som bør undersøges grundigere og blandt flere faggrupper," siger Pelle Korsbæk Sørensen.

Flere internationale rapporter og undersøgelser har beskæftiget sig specifikt med fænomenet "at brænde inde med noget, der er vigtigt for én selv".

Eksempelvis dokumenterede International Journal of Nursing Practice i 1999 en sammenhæng mellem moralsk stress og udbrændthed blandt sygeplejersker, der arbejder med intensivbehandling.

I 2014 viste en undersøgelse på University of Victoria, at intensiteten og hyppigheden af moralsk stress blandt sygeplejersker stiger, når "det etiske klima" bliver vurderet til at være dårligt.

Farlig cocktail gør os syge

Ifølge Rasmus Willig skal moralsk stress tages meget alvorligt.

"Det er en af de værste stressfaktorer, vi kender. Den ligger på niveau med mobning i sværhedsgrad, og det er ikke så svært at forstå hvorfor. Det, der adskiller mennesket fra dyret, er, at vi har sproget.

Derfor kan vi udtrykke, hvad vi holder af, og hvad vi ikke holder af. Når man undertrykker den evne, forsvinder den ikke, men bliver til et indre overtryk," siger han og tilføjer:

"Hvis man går rundt med sådan en følelse, og så ovenikøbet oplever de små psykologiske chok, det er at blive afvæbnet på en intimiderende måde, når man ytrer sig, så har vi en cocktail, der kan gøre medarbejdere langtidssyge."