En usynlig revolution er i gang

”Det værste, der kunne ske, var, hvis min psykiater fortalte mig, at jeg ikke havde adhd alligevel. Før jeg fik diagnosen, var jeg bare doven, men efter diagnosen har jeg adhd.”

Citatet stammer fra en kvinde, som er portrætteret i et af bogens kapitler. Det beskriver udviklingen i den diagnosekultur, som forfatterne og redaktørerne af denne bog argumenterer for, at vi lever i. Det er primært de psykiatriske diagnoser, som er under lup. Andelen af psykiatriske diagnoser er ekspanderet kraftigt siden 1980’erne, og det psykiatriske blik har givet et nyt sprog og en ny forståelse for menneskelig lidelse og ubehag, som tidligere blev forklaret ud fra en moralsk, religiøs, social eller psykologisk vinkel. Det psykiatriske diagnosesprog er ikke kun forbeholdt læger og psykiatere, men er udbredt i velfærdsstatens institutioner som adgang til ydelser og beskrivelse af legitim sygdomsadfærd. Citatet illustrerer, at psykiatriske diagnoser spiller en rolle for det enkelte individs selvforståelse.

Bogens sigte er at diskutere, problematisere og kommentere diagnosekulturen fra forskellige empiriske og teoretiske vinkler. Bidragsyderne er psykiatere, læger i andre specialer, sociologer, psykologer og antropologer. De 15 kapitler spænder fra at være positive til stærkt kritiske overfor psykiatriske diagnosers betydning. Målgruppen er studerende, praktikere og forskere inden for sundheds-, human- og samfundsvidenskaberne. 

I den positive ende af skalaen finder vi psykiatere, der beskriver diagnoserne som et betydningsfuldt arbejdsredskab i udredning og behandling af patienter. Per Hove Thomsen forklarer stigningen af psykiatriske diagnoser med en øget opmærksomhed på psykisk mistrivsel, bedre udrednings- og behandlingstilbud og kulturelle ændringer i institutions- og skolemiljøet. I den kritiske ende finder man overlæge Peter Gøtzsche, som anfægter det stigende forbrug af psykofarmaka og lægemiddelindustriens indflydelse på den kliniske forskning.

Antropologerne beskriver feltarbejde blandt personer med henholdsvis en depressions- og en adhd-diagnose, og hvordan diagnoserne indvirker på de diagnosticeredes dagligdag og selvforståelse. 
Praktiserende læge Lotte Hvas forsvarer i sit kapitel retten til at være rask i en diagnosekultur og tager fejlfindingstendensen i sundhedsvæsenet under behandling. Screeninger er ikke længere forbeholdt det somatiske område, men optræder nu også for at opspore tidlige tegn på psykisk sygdom, f.eks. depression, tilknytnings- og opmærksomhedsforstyrrelser hos småbørn.

Det er en komprimeret bog, som kommer i mål med at udfolde kompleksiteten omkring betydningen af psykiatriske diagnoser. Forfatterne kalder i introduktionen anvendelsen af diagnoser for en usynlig revolution. Et udsagn, jeg kan nikke genkendende til, når jeg i tilbageblik ser på udviklingen i mit arbejdsfelt gennem det sidste årti, hvor screeninger for psykisk mistrivsel fylder mere og mere, og de psykiatriske kategorier er blevet mere mangfoldige.

Det er en bog, som kan hjælpe med at holde os vågne.

Hanne Lindhardt, MSA, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.