Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Arbejdstøjet på

Sygeplejersken 2016 nr. 7, s. 3

Af:

Grete Christensen, Formand for Dansk Sygeplejeråd

grete-christensen-2Dansk Sygeplejeråds kongres 2016 er veloverstået. En kongres jeg vil huske for mange gode debatter og en række vigtige beslutninger både for Dansk Sygeplejeråds faglige og politiske arbejde og for, hvordan vi udvikler og styrker sammenhængskraften i organisationen. 

Under overskriften ”Et bæredygtigt sundhedsvæsen” har vi nu fået sat retning for, hvordan vi de kommende år skal søge politisk indflydelse på faktorer som ledelse, organisering og prioritering, der er bærende for udviklingen af sundhedsvæsenet. 

Forudsætningen for et bæredygtigt sundhedsvæsen er samtidig et bedre arbejdsmiljø og en højere løn, der afspejler sygeplejerskernes og fagets betydning for danskernes sundhed. Det skal vi holde politikere og arbejdsgivere op på, ligesom vi skal sikre rammerne for, at sygeplejersker selv kan ytre sig om disse forhold i den offentlige debat. 

På kongressen kiggede vi også indad og vedtog et nyt organisationsudviklingsprojekt, der skal ruste vores organisation til fremtidens udfordringer. Det er vigtigt, hvis vi skal indfri vores politiske ambitioner. Vi skal være en organisation, der er tæt på sygeplejerskernes hverdag. Vi skal møde medlemmerne, hvor de er, og vi skal blive endnu bedre til at involvere alle gode kræfter. Fællesskaber er afgørende for os alle såvel på arbejdspladsen som fagligt fællesskab og som en del af den store fagbevægelse i Danmark.

Nu ser vi frem mod det arbejde, der skal laves, og hovedbestyrelsen mødes før sommerferien for at tegne stregerne for det videre arbejde. Det er helt afgørende, at vi også i fremtiden har en bæredygtig organisation, der sikrer et endnu stærkere fællesskab for sygeplejersker.

Grete Christensen, formand