Man hjælper vel hinanden

Når en sygeplejerske møder ind på sin vagt torsdag morgen, kan hun ikke regne med, at hun resten af dagen skal passe patienter på det kirurgiske sengeafsnit, hvor hun er ansat. I stedet kan det være, hun bliver bedt om at give en hånd med på fødegangen eller på den medicinske afdeling. 

Sådan ser virkeligheden ud flere og flere steder i det danske sygehusvæsen, hvor udlånsaftaler bliver et stadigt mere populært værktøj til at afhjælpe travlhed og overbelægning.

En ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at mere end hver fjerde sygeplejerske kender til en udlånsordning på sin arbejdsplads. Og 11 pct. af de adspurgte siger, at de selv har været udlånt til en anden afdeling inden for det seneste år.
 

Udlånsordningerne går under navne som venskabsafdelinger, partnerafdelinger eller ”lån en sygeplejerske”. 

For ledelsen er udlån af sygeplejersker fra mindre travle afdelinger til travle afdelinger en helt indlysende måde at udnytte ressourcerne mere optimalt på i en tid med sparerunder, rekrutteringsproblemer og mere komplekse patienter.

For sygeplejerskerne derimod giver det både faglig og personlig utryghed, når de bliver bedt om at arbejde i et speciale, hvor de ikke har de rette faglige kompetencer og ikke kender kollegerne og arbejdsgangene. Dansk Sygeplejeråds analyse viser, at 31 pct. af de 313 sygeplejersker, hvis afdeling har en udlånsordning, mener, at udlånsordningen bidrager negativt til kvaliteten af sygeplejen. Og 42 pct. af dem mener, at udlånsordningen bidrager negativt til arbejdsmiljøet. Og af de 123 sygeplejersker, som svarer ja til at have været udlånt inden for det seneste år, svarer 59 pct. af dem, at der ikke var klare retningslinjer for, hvilke opgaver de måtte løse som udlånte sygeplejersker.

Blandt de 13 fællestillidsrepræsentanter på tilfældigt udvalgte sygehuse, som Sygeplejersken har talt med, er der også en bekymring for, at det går ud over patientsikkerheden samt en frygt for, at sygeplejerskerne ender med at arbejde som daglejere, hvis tendensen med udlån fortsætter med at brede sig.

Hjælpsomhedens grænser

Og det er ikke, fordi sygeplejersker ikke vil hjælpe, når der opstår en særlig situation. Men det skal ikke være som daglig ekstra arbejdskraft, mener narkose- og anæstesisygeplejerske Søren Petersen, som også er næstformand i Kreds Sjælland. 

”Jeg var med i akutberedskabet på sygehuset under Præstø-ulykken, hvor alle blev og var klar til at modtage de akutte patienter uden spørgsmålstegn. Det samme er tilfældet, hver gang der er større biluheld på motorvejen eller anden stor ulykke. Så bliver alle uden diskussion,” siger han og tilføjer: 

”Jeg bliver også gerne lidt længere, hvis jeg lige har afleveret en akut dårlig nyopereret patient på opvågningsstuen, og opvågningsafdelingen i forvejen har travlt.” 
 

Men det er en helt anden form for hjælp, der er tale om, hvis sygeplejersken møder ind på sin stamafdeling og skal ”gå til hånde” på en anden afdeling og i et andet speciale. Og den hjælp skal aftales og sættes i rammer i langt højere grad, end den bliver i dag, mener Søren Petersen.

Løsning frem for strandhugst

Et af de hospitaler, hvor man låner sygeplejersker ud til andre afdelinger, er Aarhus Universitetshospital. Her har fællestillidsmand Jacob Götzsche kendskab til steder, hvor udlån sker frivilligt og planlagt, mens det på andre afdelinger pålægges på dagen i forbindelse med fremmødet. Og det skaber problemer.

”Nogle sygeplejersker får ondt i maven, allerede inden de møder ind, fordi de ikke har kompetencerne og den nødvendige oplæring til at udføre opgaven,” siger Jacob Götzsche. 

Og han understreger, at det ikke er, fordi sygeplejerskerne er uvillige over for at hjælpe trængte kollegaer, for det har de altid gjort. 

”Men tiderne og normeringerne var anderledes,” siger han og henviser til, at både normeringer og fleksibilitet er under pres bl.a. på grund af mere komplekst syge patienter. En problemstilling, han ikke mener bør løses ved udlån af sygeplejersker.

”Det bliver grotesk, hvis afdeling 1 skal til at arbejde efter laveste fællesnævner for at hjælpe på afdeling 2, i stedet for at løse afdeling 2’s egentlige problem med manglende personalemæssige ressourcer,” siger han.

”Hvis man har en problemstilling i et afsnit, så skal det ikke løses ved, at man går på strandhugst der, hvor man har det rimeligt,” siger Jacob Götzsche. 

Han mener, at når man lader specialiserede sygeplejersker gå til hånde og løse basisopgaver som personlig hygiejne og sengeredning på mere travle afdelinger, så risikerer man at udvande sygeplejen så meget, at hospitalet ender med ikke længere at være et højt specialiseret sygehus. 
 

”Og så kan vi lige så godt vende tilbage til de borgernære sygehuse,” siger han. 

Patientsikkerhed under pres

På Sjællands Universitetshospital Køge, hvor Susann Carlsen er fællestillidsrepræsentant, er venskabsafdelinger jævnligt under overvejelse i ledelsen, ikke mindst når der skal findes besparelser. Men indtil videre flytter hospitalet patienter frem for personale. Men når man sender patienter ned på specialafdelinger, hvor de ikke hører til, giver det nogle af de samme udfordringer, som når sygeplejersker udlånes til andre afdelinger.

F.eks. arbejder Susann Carlsen selv på ortopædkirurgisk afdeling, hvor de også har op til syv medicinske patienter liggende. 

”Vi kan selvfølgelig altid passe en patient, men patienten får ikke den samme pleje. Vi har forskellige specialer, og derfor ser vi ikke de samme ting, og så er der nogle ting, der smutter,” siger Susann Carlsen, der ikke mener, det er patientsikkert at have medicinske patienter på ortopædkirurgisk afdeling. 

”Vi har oplevet patienter, der har fået hjertestop. Og vi er ikke på samme måde vant til at tage os af hjertestoppatienter, som de er på medicinsk afdeling. Og det skaber en utilstrækkelighedsfølelse blandt sygeplejerskerne,” siger hun.

Hun fortæller, at afdelingen også har oplevet utilfredse pårørende, som spørger:  ”Hvorfor ligger min mor, der er syg i lungerne, på en knoglefabrik?” 

Ifølge Susann Carlsen hænger det ikke sammen, når ledelse og politikere hævder at arbejde ud fra nogle overordnede principper, der hedder ”patienten er alt”, ”rette patient i rette seng” og ”patientsikkert hospital”, og så samtidig flytter medicinske patienter ned på afdelinger, hvor ekspertisen ikke er til stede.

Næstformand i Kreds Sjælland, Søren Petersen, kender til flere eksempler, hvor sygeplejersker har arbejdet i specialer og udført opgaver, de ikke har været fagligt klædt på til. Et af eksemplerne er en gynækologisk obstetrisk sygeplejerske, der blev udlånt til en hjerteafdeling.

”Sygeplejersken var ikke meget for det. Men alle kiggede på hinanden og vurderede, hvem der var mest erfaren. Sygeplejersken endte som ansvarshavende sygeplejerske,” siger Søren Petersen, der beskriver det som en helt uholdbar situation, der sammen med andre episoder straks førte til et møde med sygehusledelsen. 

Den svære frivillighed

Søren Petersen anerkender, at de enkelte afdelingsledelser er økonomisk og ressourcemæssigt trængte. Og han siger, at sygeplejerskerne gerne vil bidrage til en løsning.  
 

”Vi vil gerne være med til kompetenceudvikling hos hinanden. Men udlån af sygeplejersker skal ske ad frivillighedens vej,” siger han og understreger vigtigheden af, at sygeplejersker, der skal lånes ud, er fagligt klædt på, og at rammer og vilkår skal være aftalt – også af hensyn til patientsikkerheden.

Skal der ske udlån, er det ifølge fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitetshospital, Jacob Gøtzsche, afgørende, at udlånet sker på frivillig basis, og at man har en kultur, der understøtter dette. I praksis oplever han dog af og til, at frivilligheden er en svær størrelse at operere med.

Det samme viser analysen fra Dansk Sygeplejeråd. Af de sygeplejersker, der har været udlånt til en anden afdeling inden for det seneste år, oplevede kun 15 pct., at de helt uden problemer havde mulighed for at takke nej til en vagt på en anden afdeling. 

”Der har floreret historier om, at frivilligheden beroede mere på, at hvis den ene sygeplejerske var udlånt i går, må det være en andens tur i dag – for frivilligheden rakte ikke længere til, at én af de fem skulle lånes ud. Og så er der den dårlige samvittighed, hvor oversygeplejersken måske minder de ansatte om, at de jo også gerne selv vil have hjælp,” siger Jacob Götzsche.

Han mener, at det må være en ledelsesopgave at få krav og ressourcer til at stemme overens, og derfor er det også deres opgave at fordele personalet.

Pres skader kommunikationen

På Hospitalsenheden Horsens er der også udfordringer med frivilligheden ved udlån af sygeplejersker. 

Her fortæller fællestillidsmand Jeanet Larsen, at udlån af sygeplejersker er blevet mere udbredt på hospitalet efter flere sparerunder, hvor ambulatorier er blevet lagt sammen med sengeafsnit.

”Så er snakken gået mellem kollegaerne, at man pisker rundt som vanvidskaniner på sengeafdelingerne, mens der nok er mere tid i ambulatorierne,” siger Jeanet Larsen.  

Selv om hun overordnet mener, at det er vigtigt at kunne tilbyde hjælp til travle kollegaer og også har oplevet situationer, hvor udlån har været en positiv og frivillig oplevelse, er det ikke altid sådan, det foregår.

For nylig blev ordningen drøftet med den sygeplejefaglige direktør, fordi flowkoordinatoren med en løftet pegefinger havde sagt til en afdeling, der ikke havde så mange patienter, at den skulle tilbyde sin hjælp til en anden afdeling.

”Når folk er travle, og de bliver presset op i et hjørne, så får man måske ikke spurgt på en pæn måde. Det kræver relations- og kommunikationskompetencer at kunne varetage den opgave,” siger Jeanet Larsen.

”Men når man selv har haft en belægning på 110 pct. i en måned, så skal det også være legitimt at få mulighed for at restituere,” siger Jeanet Larsen.

Brug for pusterum

Den problematik kender de også til på Regionshospitalet Randers. Her begyndte man at udlåne sygeplejersker fra intensivafdelingen sidste år. Siden hen er ordningen fra april i år blevet udvidet til at gælde for hele hospitalet. Den 10. juni skal projektet evalueres. 

”Selv om vi selvfølgelig skal hjælpe hinanden og ikke kun tænke på os selv, så er den menige sygeplejerske ikke begejstret for at blive udlånt. For når man har haft rigtig travlt i en måned, og der så er stille i en uge, har man brug for det pusterum,” siger fællestillidsrepræsentant Pirkko Dinnesen. 

Hun kan godt forstå, at ledelsen er glad for udlånsordningen, fordi den giver besparelser på vikarbudgettet. Og hun oplever også, at de afdelinger, der får hjælpen, er glade. Men personalet er delte, og mens nogle har taget det som en udfordring, er andre knap så glade for ordningen. 

”Vi vil gerne lære hinandens afdelinger at kende, men det skal være planlagt, så er det noget helt andet. Det er daglejer-systemet, vi protesterer imod.”

Ledelsen har brug for fleksibilitet

For Marianne Jensen, som er sygeplejefaglig direktør på Regionshospitalet i Randers, er udlån af sygeplejersker et spørgsmål om simpel matematik. 

”Vi har ikke behov for så mange intensivpladser, som vi havde tidligere. Og så var spørgsmålet, om vi skulle reducere antallet af intensivsenge og afskedige sygeplejersker, eller om vi kunne bevare en afdeling med en høj intensiv kapacitet samt de intensive kompetencer i huset, fordi man jo aldrig ved, hvornår der opstår en ekstraordinær situation,” siger hun. 

Hun oplever, at de sygeplejersker, der møder frem på andre afdelinger, er yderst venlige og glade. Men erkender, at der også er givet udtryk for, at nogle kan føle sig presset til at sige ja, selvom de helst var fri for at gå ud og hjælpe. 

”Det vil vi gerne arbejde med, så sygeplejerskerne ikke føler sig pressede, men har lyst til at hjælpe trængte kollegaer og patienter, der har brug for deres viden og kunnen,” siger hun.

”Og jeg forstår ikke, hvis man ikke vil hjælpe på tværs, hvis man ikke har noget at lave på sin afdeling, og der er sygeplejersker, der har travlt et andet sted,” siger hun.

Marianne Jensen fortæller, at når hun handler i supermarkedet Fakta, har hun bidt mærke i den måde, de beder om hjælp på. En ånd hun godt kunne tænke sig overført til hospitalet.

”Når jeg er i Fakta, så kalder de efter en venlig og glad medarbejder til kassen. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi fik mere af.”

Usagligt skræmmebillede

I Holstebro har man udlånt sygeplejersker i ca. halvandet år. Her sker det især i forbindelse med overbelægningssituationer, fortæller sygeplejefaglig direktør Ida Götke. Og som noget nyt omfatter udlånsordningen også udlån af sygeplejersker mellem de to hospitaler i hhv. Herning og Holstebro, som til sammen udgør Hospitalsenheden Vest.

Hun kalder sygeplejerskernes frygt for at ende som daglejere for et ”usagligt skræmmebillede”. Til gengæld mener hun, at sygeplejerskerne peger på et essentielt problem, når de siger, at de mangler de faglige kompetencer til at gå på tværs.

”Vi har set eksempler på, at sygeplejersker i dag er blevet så specialiserede, at deres blik er blevet sløret for nogle af patienternes grundlæggende behov som f.eks. ernæringsmæssige vanskeligheder, der kræver en hurtig intervention. Der er noget breddeviden, der skal repeteres der,” siger Ida Götke.

Glemte basisfærdigheder

Ligesom Ida Götke oplever sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Vibeke Krøll, at den frygt, sygeplejersker har for ikke at slå til fagligt, når de skal hjælpe kollegaer, skyldes, at sygeplejersker i dag er så specialiserede, at mange har glemt basisfærdigheder. 

”Sygeplejersker skal kunne mere end dybdefagligheden, ellers kommer vi til at arbejde i siloer, og det giver dårligere kvalitet i plejen,” siger hun.

”For det handler ikke bare om at kunne arbejde på tværs organisatorisk, hvilket bliver mere nødvendigt på fremtidens supersygehuse, når flere afdelinger skal dele sengeafsnit, men også om, at mange patienter er mere komplekst syge i dag.”

Og daglejertanken kan hun ikke forstå, at fællestillidsmændene bringer på banen. For det er slet ikke der, hun vil hen.

”Man skal vide, på hvilket afsnit man er ansat, og kende det team, man arbejder i,” siger Vibeke Krøll. 

Hun forestiller sig, at svaret på øget fleksibilitet i fremtiden kan være en turnusordning, hvor den ledende sygeplejerske har bedre mulighed for at sammensætte et fagligt kompetent hold, inden for en afdeling, der indeholder flere, men beslægtede specialer. 

”For hvis man bare begynder at kalde sygeplejersker alle steder fra, så er vi ude på et skråplan. Det skal ikke være fleksibilitet som dagligt værktøj. Og hvis der er afsnit, der har brug for hjælp på daglig basis, så må vi se på, hvordan normeringen egentlig hænger sammen,” siger Vibeke Krøll. 

”Men samtidig må man være stor nok til at kunne hjælpe en kollega. Og det må kunne lade sig gøre at finde en vej midtimellem,” mener hun.

DSR opfordrer til varsomhed

Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, er meget skeptisk over for udlånsordninger.

”Det synes jeg, at man ledelsesmæssigt skal være meget varsom overfor. I forvejen er der meget fleksibilitet i den måde, man driver sygehusvæsenet på. Både i forhold til arbejdstid, indholdet af arbejdet, antallet af kollegaer, vikarer ind og ud. Og hvis man så oven i købet også skal være  fleksibel på arbejdssted, så giver det ineffektivitet og dårligere kvalitet,” siger Dorte Steenberg. 

”Man skal sørge for at holde balancen i forhold til at kunne hjælpe hinanden og være meget varsom med pludselig at tilsidesætte specialekendskab og viden. Hvis sygeplejerskerne ikke kan svare på de spørgsmål, patienterne berettiget stiller, så giver det en usikkerhed, der forplanter sig til patienterne, og som ikke er et moderne hospitalsvæsen værdigt,” siger Dorte Steenberg, der mener, at udlånsordningerne langt hen ad vejen dækker over ressourcemangel.

 ”Ofte handler det om, at der er for få, og man vil udnytte de få, man har,” siger hun.