Ramadanen skal være et oplyst valg

Den ældre kvinde har været indlagt med lungebetændelse, men er i bedring og bliver sendt hjem med besked om at fortsætte sin antibiotikakur i yderligere fem dage.
Kvinden er muslim, og der er to dage, til den muslimske fastemåned ramadan begynder.

Udfordringen for sundhedspersonalet består i at få kvinden til at forstå, hvor vigtigt det er, at behandlingen fortsætter, og at pillerne tages med bestemte intervaller tre gange i døgnet. Også selvom det er ramadan. Ramadanen falder i år i den absolut lyseste tid, nemlig fra 7. juni til 6. juli.
 

Ramadanen indebærer, at man ikke må spise og drikke i døgnets lyse timer, fortæller klinisk sygeplejespecialist på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, Charlotte Ibsen. Det betyder, at patienten under fasten heller ikke må tage sin medicin. Det øger risikoen for, at kronikere og syge, der har behov for medicin med faste intervaller f.eks. hver fjerde time, ikke tager deres medicin som foreskrevet. 

”Nogle gemmer hele rationen til om natten, andre opgiver helt at tage deres medicin under ramadanen. Ingen af delene er altid lige hensigtsmæssige i forhold til en optimal behandling,” siger Charlotte Ibsen. Hun opfordrer sine kolleger til at være opmærksomme på situationer som den ovenfor nævnte.

Syge og svage er undtaget

Ifølge Koranen er fasten i ramadanmåneden obligatorisk for enhver muslim over pubertetsalderen. 

Men der er undtagelser, fortæller farmaceut i Indvandrermedicinsk Klinik, Afsaneh Masoumeh Ahmadi. Fritaget fra faste er bl.a. syge og svage mennesker.

“Islam er som religion ikke sort-hvid, når det gælder faste. Er man syg, er det f.eks. muligt at udskyde sin faste og i stedet faste på et andet tidspunkt. Måske til vinter, når man er rask og helbredsmæssigt på toppen,” siger Afsaneh Masoumeh Ahmadi og tilføjer:

“Hvis man kan tilpasse medicin og ernæring i ramadanperioden, bør man som udgangspunkt gøre dette i samråd med patienten. Hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt, kan man evt. tilrettelægge medicineringen, så den kommer til at ligge udenfor dagtimerne.”

Og beslutningen om faste eller ikke-faste beror altid på patientens eget personlige valg, understreger Charlotte Ibsen.

”Sygeplejerskens rolle er at opbygge tillid i dialogen. Man skal til alle tider respektere patientens holdninger. Det gælder også den muslimske patient, der er indlagt, eller som kommer til kontrol i ambulatoriet. Det er særlig vigtigt, at plejepersonalet op til ramadanen spørger nysgerrigt ind til patientens beslutninger om at faste for at vejlede patienten om faste og sygdom,” siger hun.

Legitim grund til ikke at faste

Sygeplejerske på Hvidovre Hospitals indvandrermedicinske klinik, Hanne Christensen, har mange års erfaring i arbejdet med etniske minoriteter. Hun siger, at det gælder om at tage udgangspunkt i den enkelte patients konkrete situation og sundhedsvaner. 

“Den sundhedsfaglige kommunikation skal være baseret på åbenhed, respekt og anerkendelse. Samtidig er det vigtigt at få patienterne til at forstå, at de er sygdomsramte og derfor har en legitim grund til at undlade at faste. Vi må som sundhedspersoner gå i dialog med patienterne om, hvad det kan betyde for deres sygdom, hvis de vælger at faste frem for at følge den ordinerede behandling,” siger hun.

For de fleste indlagte patienter giver det sig selv, at det ikke er muligt at faste pga. den igangværende behandling, men det er vigtigt at sikre sig, at patienten er informeret, siger Hanne Christensen:

“Det er ved udskrivningen, man skal være opmærksom på, om man kommunikerer sit budskab tydeligt, og om det bliver forstået efter hensigten. Patienten er stadig syg, indtil den fulde behandling er gennemført.”