Studerende i praksis: Måske er det okay, at min største force er tilstedeværelse

Det er forår, solen skinner, fuglene synger, min uddannelse lakker mod enden, og jeg er spændt. Modsat, hvad man kunne forvente, betyder det ikke, at jeg glæder mig; jeg er skrækslagen. Jeg har studeret hele mit liv, og nu står jeg for at skulle tage et arbejde, hvor andre mennesker er afhængige af, at jeg kender mit fag. Jeg har ikke lært nok, jeg ved ikke, hvor jeg vil arbejde, jeg er ikke selvsikker nok, jeg har ikke nok erfaring, og jeg ved slet ikke, om jeg vil være sygeplejerske alligevel. Når jeg møder medstuderende, familie, venner og kolleger, er det et spørgsmål, der ligger på alles læber, spørgsmålet om, hvad der nu skal ske. Og jeg ved det virkelig ikke. De valg, jeg skal foretage nu, er afgørende for, hvilken retning min fremtid vil tage, og jeg føler mig ikke klar til at vælge noget som helst. 

Forleden aften var jeg på arbejde som timelønnet på min gamle praktikplads, og her mødte jeg en patient, som gjorde mig mere rolig. En formildende omstændighed, som jeg ikke har formået at finde hos andre, lige meget hvor meget de forsøgte at fortælle mig, at jeg bare skal springe ud i det, eller at alt nok skal falde på plads. Patienten kendte ikke til mine bekymringer, og han adresserede dem slet ikke. Han kunne på ingen måde sige noget af relevans for mig eller mit følelsesliv, for han var dybt dement og ikke rigtig klar over, hvem jeg var, eller hvor han befandt sig. 

Jeg mærkede det ikke, da jeg stod ved hans seng eller var på hans stue. Det var først på vej hjem i bussen, det gik op for mig, hvad denne patient havde formået at rykke i mig. 
Han havde hverken kræfter eller kapacitet til at drage omsorg for sig selv. Han lå i sin seng, helt initiativ- og hjælpeløs. Jeg havde vasket ham og givet ham mad, jeg havde forløst hans smerter og talt med ham og holdt ham i hånden. Den måde, han klemte min hånd, som om der sjældent var nogen, der havde holdt i hans og lyttet til ham, gav mig vished for, at der eksisterer et behov for nogen, der bare kan være til stede.

Jeg havde været hos ham, jeg havde været til stede. Måske er det okay lige nu, at jeg ikke kan forklare cerebral fysiologi, og at jeg stadig fejler, når jeg skal lægge perifert venekateter. Måske er det okay, at min største force er tilstedeværelse, og at jeg stadig har til gode at lære resten.

Mødet med denne patient gør ikke de valg, jeg skal foretage nu, mindre afgørende på nogen måde, men jeg føler mig lidt mere klar til at vælge.