Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Den vigtige rolle som døende

Anmeldelse af "At være dødelig"

Sygeplejersken 2016 nr. 9, s. 43

Af:

Redaktionen

2016-9-anmeldelser-doedelig

Atul Gawande
At være dødelig
- Om livsforlængelse og livskvalitet

Lindhardt og Ringhof 2016
272 sider – 249,95 kr.

Min mor sagde ofte: Læs, så er du aldrig alene og kan komme i godt selskab. Den sidste uge har jeg befundet mig i rigtig godt selskab med forfatteren Atul Gawande, amerikansk kirurg, professor og humanist, som har skrevet en page-turner om livet med døden.

Han fortæller om konsekvensen af de beslutninger, syge mennesker tager, eller rettere ofte ikke tager, vedrørende deres livsafslutning. Bogen giver et solidt indspark til alle, både fag- og lægpersoner, til at forholde sig til døden og den lange række af behandlingstilbud, før livet afsluttes. Hvordan kan vi ældes og dø uden at blive udsat for overbehandling og genoplivningsforsøg. Eller tilbringe vores sidste timer med et kemodrop på en overfyldt intensivafdeling, på et plejehjem, hvor rutiner og sikkerhedsprocedurer er det vigtigste. 

Regulering af smertestillende medicin, fodbehandling og et hjemmelavet måltid mad kan måske bedre den syges livskvalitet og mobilitet mere end strålebehandling af en langsomt voksende tumor. Geriatere og palliatører ved det. De kunne udfolde deres viden i større udstrækning, hvis der var flere midler på ældreområdet. 

Fortællingerne, som bogen er bygget op om, har fokus på, hvordan det teknologiske samfund har glemt at skabe plads til vores rolle som døende. Hvor vi kan finde et godt sted at dø, dele minder, give viden og værdifulde ting videre, sikre os et eftermæle, og at de efterladte klarer sig. Denne bog ryger direkte ind i mit skatkammer med værdifuld litteratur.

Jorit Tellervo, konsulent.

{ Kort nyt om bøger }

Nils Thorsen 
Andre mennesker 
11 portrætinterview om livet og veje igennem det

Ajour 2016
225 sider – 238 kr.

Nils Thorsens portrætter bringer altid nyt, er altid en fornøjelse. Han sprog er kondenseret, han griber naturligt fat i de væsentlige udsagn og områder i andre menneskers liv og forsøger at forstå den person, han sidder overfor. Det er derfor, sygeplejersker skal læse ham. Den forståelse, Thorsen mestrer, kan bruges i sygeplejen. Måske kan den smitte af eller læres, jeg ved det ikke, men den er synlig i alle portrætter, som man læser med lige dele nysgerrighed og glæde. Sproget er nuanceret, og de udvalgte citater skæve og oplysende. Få nyt lys på Kim Leine, Klaus Rifbjerg, Søren Sætter Lassen og mød Ursula Ankjær Olsen og Rasmus Botoft, de er alle blandt de 11 portrætterede i bogen. 

Søren Frimann, Mariann B. Sørensen og Helle S. Wentzer (red).
Sammenhænge i sundhedskommunikation
Aalborg Universitetsforlag 2015
360 sider – 299,00 kr. 

Et digert værk, der indeholder 10 kapitler om forskning i sundheds-kommunikation i forskellige sammenhænge. Der er f.eks. tale om patientforløb, liv og død, hjemmebesøg med video, senhjerneskade, sygeplejestuderendes kommunikations-læring i klinisk praksis, selvmonitorering og, lidt overraskende, stress hos erhvervsaktive med høretab, udvikling af et dialogværktøj. 
Metodisk er der tale om brug af Informations- og Kommunikationsteknologi (IKT), analyse af samtaler, deltagerobservation, psykologi m.m. En hæmsko i læsningen er angivelsen af referencer i Harvard, især når listen er lang, virker de forstyrrende. Der er tale om en opslagsbog, hvor interessen må styre opslagene, og tilgængeligheden varierer.

Peter Johannes Schjødt
Julies hjerte
Fortællingen om et transplanteret hjerte

Frydenlund 2016

Af hjertet tak, siger Dronning Margrethe, hjertevarme, hjerteblod, hjertelig hilsen siger vi andre. Hjertet er ikke blot et organ, men et symbol på følelsesmæssig tilknytning, på noget varmt og godt. Så hvordan håndterer man som ung at leve med et andet menneskes hjerte, fordi ens eget svigter, og man dør, hvis ikke et andet menneske dør? Om disse store spørgsmål handler bogen. Den er skrevet af en filosof og tidligere højskolelærer. Det var i sidstnævnte funktion, han lærte Julie at kende og efter 16 år genoptog kontakten med hende. Bogen behandler eksistentielle og etiske spørgsmål i forbindelse med organdonation og transplantation og liv og død. Litteratur for sygeplejersker og studerende.
(jb)