Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dobbelt så mange kan nu få hjælp

Hjælp til at forbedre arbejdsmiljøet i kommunerne er så efterspurgt, at man efter halvanden måned måtte lukke for nye henvendelser. Men nu er der atter hjælp at hente.

Sygeplejersken 2016 nr. 9, s. 35

Af:

Britt Lindemann, Journalist

Med ansættelsen af tre nye konsulenter i SPARK – Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne – kan næsten dobbelt så mange arbejdspladser få hjælp til deres psykiske arbejdsmiljø.

I alt syv konsulenter har siden 1. august stået klar til at hjælpe inden for fire temaer: Samarbejde, arbejdets omfang, forandringer og vold og trusler.

Der er en overvægt af sygeplejefaglige arbejdspladser blandt de 84 arbejdspladser, der allerede den første halvanden måned henvendte sig for at få hjælp til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Det er steder som socialpsykiatrien, plejehjem og genoptræningscentre, der alle har sygeplejersker ansat.

SPARK fokuserer på at klæde ledelse, arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant på, så de kan hjælpe de ansatte.

Løsning bliver ikke serveret

Hjælp til regionale arbejdspladsere

Man behøver ikke være ansat i en kommune for at få hjælp til det psykiske arbejdsmiljø. Arbejder man i regionerne, er der også hjælp at hente. Tilbuddet her fokuserer på tre temaer: Organisatoriske forandringer, faglige forandringer og vold og trusler.

Arbejdspladserne kan vælge mellem fire forskellige udbydere med hver deres kompetencer og tilgang.

Det drejer sig om Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Alectia, CBS, Institut for ledelse, politik og filosofi og RUC, Center for arbejdslivsforskning og Center for sundhedsfremme.

Det regionale tilbud er ligesom SPARK et resultat af overenskomstforhandlingerne mellem Forhandlingsfællesskabet, KL og Regionerne i 2015.

SPARK-konsulenterne kommer med idéer og forslag til at løse de arbejdsmiljømæssige udfordringer, der måtte være. Men SPARK kommer ikke med en fiks og færdig løsning.

"Det er ikke et færdigt koncept, vi kommer ud med. Vi tager udgangspunkt i den aktuelle problematik og ser på, hvordan de tidligere har arbejdet med udfordringer i det psykiske arbejdsmiljø.

På den måde finder vi et sted at tage udgangspunkt," siger Rikke Bruun, sekretariatsleder af SPARK.

På et plejehjem, der havde været igennem nedskæringer, gennemførte SPARK f.eks. en øvelse i MED-udvalget for at finde ud af, hvordan de stadig skulle være i stand til at udføre kerneydelserne.

Den øvelse førte blikket videre til en allerede eksisterende rød, gul, grøn-liste, der havde brug for en opdatering.

Et forløb består af maksimalt 4-5 gange a 2-3 timer. SPARK regner med årligt at kunne hjælpe 250 arbejdspladser med at forbedre arbejdsmiljøet.