Sygeplejersken
Karrieresamtalen: Jeg fik hjælp til at finde svarene selv
Kaja Jensen tog springet ud i noget nyt, der matchede hendes kvalifikationer.
Sygeplejersken 2016 nr. 9, s. 74
Af:
Henrik Boesen, Journalist
Kaja Jensen, 50 år, har mange års erfaring fra dels hjemmesygeplejen, dels som sygeplejerske med specialviden i erhvervede hjerneskader efter apopleksi. Gennem årene har hun haft fast arbejde i forskellige afdelinger i den samme kommune afhængigt af omstruktureringer og interesser; på et tidspunkt i en stilling halvt af hvert.
Senest var hun fuldtidsbeskæftiget i hjemmesygeplejen, men savnede i højere grad at kunne bruge sin specialviden om patienter med erhvervet hjerneskade. Hun nåede til den erkendelse, at hun skulle til at vælge, hvilken vej hun ville satse på at gå.
Nyoprettet stilling
En dag så Kaja Jensen, at der var slået en stilling op i et nyoprettet botilbud for borgere – også yngre – med erhvervet hjerneskade. Her var Kaja Jensen med mange års erfaring som hjerneskadesygeplejerske på hjemmebane. Men det var ikke en fast stilling; fuldtids, ja, men med udløb til februar næste år.
Turde hun tage springet fra en fast stilling? Hvor kunne hun søge råd og vejledning?
"Jeg så, at min fagforening havde sådan et tilbud om en snak om karrieren, så jeg bookede straks en samtale. Og jeg fik en helt fantastisk oplevelse ud af det," fortæller Kaja Jensen og fortsætter:
"Konsulenten var virkelig god til at spørge ind til mine tvivl. Hun fik mig til at reflektere grundigt over tingene – og fik mig i sidste ende til at finde svarene hos mig selv. Jeg skulle se til at få prøvet mig selv af, hun mindskede mine tvivl."
Samtalen bekræftede med andre ord Kaja Jensen i, at den opslåede stilling var den vej, hun skulle gå. Og hun fik den.
Ledelse
I samtalen med karrierekonsulenten fik Kaja Jensen også vendt de tanker, hun havde om at gå ledervejen:
"I den nye stilling ville der være enkelte ledelseslignende opgaver, hvilket jeg havde tænkt, at jeg gerne ville afprøve. Her fik konsulenten sat en refleksion i gang om, hvad ledelse var/er for mig, og hvad jeg havde af kompetencer. Igen var det et spørgsmål om at tage mod til mig og få det afprøvet."
Afklaring i sensommeren
Kaja Jensen er helt bevidst om, at stillingen, hun har nu, måske ikke bliver forlænget efter udløbet til februar næste år.
"Jeg er klar over, at jeg i løbet af sensommeren for alvor skal gøre mig klart, hvad jeg vil fremover. Men her kan jeg sige, at samtalen gjorde det klart for mig, at jeg turde tage et spring ud i noget nyt, siger hun med fortrøstning i stemmen.
Samtale om karriere, job og uddannelse
Mangler du hjælp til at sætte retningen for dit arbejdsliv? Book en karrieresamtale med fokus på enten karriereafklaring, jobskifte eller efter-/videreuddannelse. Karrieresamtaler er et tilbud til dig, der er medlem af Dansk Sygeplejeråd og Danske Sundhedsorganisationers A-kasse samt er i arbejde. Læs mere og book en samtale på dsr.dk/karrieresamtaler.