Sygeplejersken
Ærgerligt at afskrive denne bog
Kommentar til Stine Riegels Læsøes anmeldelse af bogen ”Ulighed i sundhed” i Sygeplejersken nr. 13/2016.
Sygeplejersken 2017 nr. 1, s. 19
Af:
Jeanne Devantier, Centerchefsygeplejerske, MPH, MPO
I sin anmeldelse af bogen "Ulighed i sundhed" beklager Stine Riegels Læsøe, at bogen er svært tilgængelig grundet de mange teorier, der refereres til i de 10 kapitler. Hun afslutter med at skrive (citat): "Viden om folkesundhed burde være nemmere at forstå for bl.a. sygeplejersker."
Jeg er for så vidt ikke uenig i, at bogen er teoritung, og at man skal læse andre bøger for at få indsigt i folkesundhedsvidenskab, men jeg synes, det er ærgerligt, hvis denne bog helt afskrives af sygeplejersker på baggrund af anmeldelsen. Hvis man forestiller sig, at man godt kan lade sig inspirere af de problemstillinger, forfatterne har valgt at fordybe sig i, også selvom man ikke er hjemme i det teoriunivers, forfatteren arbejder i, så er der noget at tænke over og diskutere.
Det har vel også en værdi at få sat tanker i gang, også selvom de serveres på et andet akademisk niveau end det, man er vant til at læse. Overvejelser, såsom "hvilke typer patienter oplever vi som nemme og "gode" patienter, og hvem har vi sværere ved at møde?" (Kapitel 1), "hvilken rolle forventes de pårørende at spille, og hvilke rettigheder har de?" (Kapitel 8), mener jeg er relevante for mange sygeplejersker.
Jeanne Devantier arbejder på
HovedOrtoCentret, Rigshospitalet.