Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

For unge med og uden kønskinder

Sygeplejersken 2017 nr. 1, s. 45

Af:

Hanne Lindhardt, MSA og sundhedsplejerske

2017-01-ung

Sarah Wåhlin-Jacobsen, Gry Senderovitz og Nana Herskind

Ung kend din krop

Tiderne Skifter 2016

128 sider – 169,95 kr.

To jordemødre og en læge har skrevet denne håndbog om, hvad der sker i krop og sind i overgangen fra barn til voksen. Bogen er henvendt direkte til den unge med et lixtal, så alle kan være med. Den gennemgår de forandringer, der sker med kroppen for både drenge og piger, og den mangfoldighed, der er i det normale.

Forfatterne har haft overvejelser om, hvordan kønsorganerne benævnes. Skal det være det kliniske, det vulgære eller det småbarnlige? Valget faldt på det sidste, tissemand og tissekone, sikkert med tanke for målgruppen, som er dem, der står på tærsklen til eller midt i forandringerne.

De ydre kønslæber kaldes for kønskinder. Det gav nogle mærkelige billeder i mit hoved, og det kan tænkes, at ikke alle er med på betydningen af det udtryk. Bogen forsøger at beskrive mangfoldigheden uden at være normativ. En undtagelse optræder dog under beskrivelsen af omskæring af drenge. "Omskæring er ofte en meget ubehagelig oplevelse". Den sætning undrede mig. Er det mon ment som en advarsel? I så fald vil det være lidt sent for de jødiske eller etniske unge læsere, som er blevet omskåret.

Sidste del af bogen beskæftiger sig bl.a. med seksualiteten, forelskelse, den første gang, lyst, onani, prævention og internettets fristelser og faldgruber.

Bogen er illustreret med tegninger og udstyret med faktabokse og links. God i skolesundhedsplejerskens reol.

 

Af Hanne Lindhardt, MSA og sundhedsplejerske i Furesø Kommune.