Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fuldt fortjent:Jeg vil have tid til at tale med brugerne

Merete Boserup blev lokket ind i psykiatrien af en veninde. Det har hun aldrig fortrudt.

Sygeplejersken 2017 nr. 1, s. 67

Af:

Britt Lindemann, Journalist

Det var lidt et tilfælde, at det blev psykiatrien, for Merete Boserup havde egentlig en drøm om at skulle arbejde som sygeplejerske i Afrika. Så langt væk nåede hun dog aldrig, for efter en venindes anbefaling blev det psykiatrien, og det er der ikke noget, der kan konkurrere med, synes hun.

2017-01-20161121_sygepl_mereteboserup02
Tværfagligheden er væsentlig for min arbejdsglæde. Det er meget inspirerende at få input fra forskellige faggrupper,” siger Merete Boserup om glæden ved at arbejde i psykiatrien.
Foto: Nils Lund Pedersen

”Det var frustrerende, at der ikke var tid nok til at tale med patienterne, da jeg arbejdede på somatisk afdeling. I psykiatrien har vi mere tid til det, og det betyder meget for mig,” siger Merete Boserup.

I 1979 blev Merete Boserup uddannet på Odense Sygeplejerskeskole. Bortset fra de første tre år af sin karriere har hun arbejdet i psykiatrien.

De seneste 21 år har hun haft hjemme i Psykoterapeutisk Team, Psykiatrisk Afdeling Odense, hvor hun stadig oplever at blive udfordret, som f.eks. da hun skulle holde et oplæg om kunstterapi på kongresser i Helsinki og Lissabon.

Merete Boserup er særligt glad for, at hun får lov til at arbejde sammen med andre faggrupper, f.eks. socialrådgivere og ergoterapeuter.
”Tværfagligheden er væsentlig for min arbejdsglæde.

Det er meget inspirerende at få input fra forskellige faggrupper,” fortæller hun. Det er bl.a. grunden til, det er blevet til så mange år i Psykoterapeutisk Team.

Der bliver mindre tid

De seneste par år har Merete Boserup sammen med en kollega arbejdet med kunstterapi. Det er et værktøj, der er til hjælp for de brugere, som har svært ved at sætte ord på deres problemer.

Til visitationssamtalen bliver de f.eks. på kun 7 minutter sat til at tegne sig selv som et træ.

”De har måske tegnet deres familie som roden eller et ar på stammen som symbol på et selvmordsforsøg. De bliver selv helt forbavsede over, hvor meget de kan beskrive i en tegning,” fortæller Merete Boserup om, hvordan kunsten kan være med til at åbne op for følelser.

Selvom Merete Boserup oplever, at der er mere tid til at tale med patienterne i psykiatrien end på de somatiske afdelinger, så er der sket store ændringer siden tiden på Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling.

Dengang i 90’erne satte de hvert år en musical op, hvor alle børnene medvirkede, til stor glæde for både patienter og pårørende. Det ville der ikke være tid til i dag, hvor hun oplever ekstra fokus på effektivitet.

”Vi arbejder i et ydelsestyranni, hvor der bliver sat tal på patienter og samtaler. Det giver et stort pres at blive tjekket på den måde, men alle yder deres bedste,” siger Merete Boserup med overbevisning i stemmen. 

ikon-fuldt-fortjent

Fuldt fortjent

Her på siden kan du møde en sygeplejerske, som netop har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv. Medaljen kan tildeles personer, som har gjort en fortjenstfuld indsats og uafbrudt har været ansat inden for den samme offentlige myndighed i mindst 40 år. Det er arbejdsgiveren for den kvalificerede medarbejder, som kan indstille til medaljen.