Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Behov for nye løsninger

Sygeplejersken 2017 nr. 1, s. 3

Af:

Grete Christensen, Formand for Dansk Sygeplejeråd

Utilstrækkelig økonomi og det årlige krav om produktivitetsstigninger er blevet så stor en belastning, at personale og patientsikkerhed konstant er under pres. 2017-01-_f_2492

I dette nummer af Sygeplejersken kan du læse om sygeplejerske Lone Gregersen, som på grund af arbejdspres sagde sit job op, da de faglige og menneskelige kompromiser blev for store.

Derfor er det også positivt, at flere politikere nu melder sig klar til at afskaffe eller ændre på kravet om 2 pct.'s produktivitetsstigninger på sygehusene.

Det er et politisk tøbrud, som vi skal holde dem fast på. Men afskaffelse af 2-procentskravet gør det ikke alene. Der er i lige så høj grad brug for investeringer i nye løsninger med fokus på såvel patienternes som medarbejdernes behov. Det må være den nye minister for offentlig innovations fremmeste opgave at stå i spidsen for.

Der findes allerede gode eksempler, hvor sygeplejersker er omdrejningspunkt for udvikling af nye og innovative løsninger i sundhedsvæsenet bl.a. ved at inddrage patienter og pårørende. Eksempelvis det brugerinddragende hospital i Aarhus, hvor inddragelse af nyrepatienter har været med til at udvikle nye behandlingsmuligheder, hvor patienterne tilbydes hjemmedialyse.

Det skaber livskvalitet for patienterne, bedre arbejdsgange og nye roller for sygeplejersker som bl.a. dialysekoordinatorer. 

Men det forudsætter, at der politisk investeres i at sætte fagligheden i centrum og skabe gode rammer for den nærværende dialog mellem patient og sygeplejerske. Medarbejdere med mulighed for at levere høj kvalitet i opgaveløsningen får større arbejdsglæde i hverdagen.

Fremtidens sundhedsvæsen kalder på nye løsninger, og de skal findes i fællesskab.