Studerende i praksis: Jeg har jo prøvet det på en modeldukke

Hjertet banker hurtigere, end det plejer, og hænderne er mere svedige end normalt. Jeg har brugt morgenen på at forberede mig og har læst retningslinjerne flere gange. Endelig får jeg lov. Jeg har set det blive udført før, men denne gang er det mig, der skal gøre det.

Borgeren, jeg er kontaktperson for, skal engangskateteriseres. Jeg er nervøs for at lave en fejl, det er trods alt første gang, jeg skal engangskateterisere en borger. Alligevel har jeg tiltro til mig selv, jeg ved, hvad jeg skal, og hvad jeg skal bruge, jeg har jo prøvet det før på en modeldukke.

På mit uddannelsessted har man et tæt samarbejde med Simulations- og InnovationsCentret på sygehuset, hvor vi som sygeplejerskestuderende har mulighed for at prøve vores teori af, inden den skal udføres i praksis.

Vi har altså mulighed for at øve hygiejne, injektioner, sårpleje, engangskateterisation, kateteranlæggelse m.m. på både kvindelige og mandlige modeldukker.

Det har givet mig ro og gjort mig mere selvsikker, når jeg endelig står ude i praksis og skal udføre procedurerne. Når vi øver på modeldukkerne, har vi mulighed for at stå flere studerende sammen og reflektere åbent, samtidig med at vi har diverse bøger og retningslinjer fremme. Laver vi en fejl, er der ingen skade sket, og vi kan reflektere med underviseren og derefter prøve igen. Jeg synes, det er en vigtig faktor for at fremme læring.

Det øger kvaliteten i sygeplejen, at man har prøvet tingene af på en modeldukke først. Selvfølgelig er der forskel på at gøre tingene på en dukke og på en borger. Men det giver en vis sikkerhed, at man har prøvet det før, da man ved, hvilke materialer man skal bruge, og i hvilken rækkefølge tingene skal ske.

Vi får som studerende mulighed for at blive mere trygge og selvsikre i kommende situationer, og så synes jeg bestemt, det er med til at øge patientsikkerheden, da det er med til at forebygge, at der sker fejl eller skader.

Selvom mit hjerte den morgen slog hurtigere end normalt, faldt det hurtigt til ro igen. Jeg havde læst retningslinjerne og kendte indhold og rækkefølge i proceduren. Det betød, at interventionen blev mere let, nøjagtig og med mindre tøven, end første gang jeg stod over for en modeldukke. Fordi jeg havde prøvet proceduren før, følte jeg, at jeg havde større overskud til at medinddrage patienten og tage højde for hans ressourcer og autonomi. Til trods for at det var første gang, jeg skulle engangskateterisere et menneske, endte proceduren godt. Hele forløbet var en lærerig og behagelig oplevelse for både patienten og mig. Patienten henvendte sig endda efterfølgende for at fortælle, hvor stor betydning det havde for ham, at vi kunne snakke og grine under interventionen, så han glemte ubehaget i situationen. Jeg mener derfor, at man kan takke Simulations- og InnovationsCentret for udfaldet. Det var trods alt første gang, jeg skulle engangskateterisere.