Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tendentiøst: Kør længere på en liter innovation

Innovation er et ord, som mange gerne vil forbindes med, fordi det klinger af nytænkning. Spørgsmålet er, om det snarere betyder ”yderligere stramninger” i det nye Innovationsministerium.

Sygeplejersken 2017 nr. 1, s. 37

Af:

Thomas Davidsen, Journalist

2017-01-tendentioest012017

Sophie Løhde kunne have sagt så meget i forbindelse med sin tiltræden som innovationsminister.  Men den strategiske oneliner, som løb af med opmærksomheden, var: ”Jeg skal få den offentlige sektor til at køre længere på literen.” 
Og det er rent faktisk det mandat, hun har fået. 

Sager vedrørende modernisering, fornyelse, effektivisering og styring af den offentlige sektor – vi snakker de varme kartofler, selveste slagmarken for offentlig forvaltning – ligger nu i Innovationsministeriet. Eksperter har allerede udråbt nyopfindelsen til at være ”et forvaltnings- og effektiviseringsministerium”.

Man kunne få den tanke, at der er en bagtanke. Er det for at besmykke en effektiviseringsdagsorden med et modeord, at man placerer et ømtåleligt område, som man ellers skulle mene var et finansministerielt anliggende, i et Innovationsministerium?

Det er for tidligt at sige, mener ekspert i sundhedsvæsenets styringsformer, lektor Morten Knudsen, på Institut for Organisation på CBS.

“Indtil videre har Sophie Løhde ikke sagt så meget, og det, hun har sagt, er mest buzzwords, man har hørt mange gange før. Noget med at ”sætte medarbejderne fri” og ”ledelse i højsædet”. 

Men det er naturligvis blevet bemærket, at hun med det samme profilerer sig på, at der skal køres længere på literen. Det er en bemærkning, som får det til at lyse rødt hos mange, fordi de har en klar forventning om, hvad det betyder: Større krav om produktion med de samme ressourcer. Eller færre ressourcer til de samme produktionskrav,” siger Morten Knudsen. 

Et sejlivet modeord

En typisk skæbne for et buzzword er, at det har en storhedstid, som varer nogle år, hvorpå det træder i baggrunden. 

Det gælder ikke ”innovation”, som er et sejlivet modeord, der har gået sin sejrsgang i det offentlige siden starten af 1990’erne, fortæller lektor på DPU Steen Nepper Larsen. 

”Innovation er et positivitetsord, som signalerer vækst, dynamik, kreativitet og nytænkning. Mange har lyst til at gifte sig med ordet. 

Derfor sker der det, at det over et par årtier går hen og betyder alt fra, hvordan vi spiser sammen i en børnehave, til, hvordan vi laver teknologiudvikling med ABS-bremser. 

Det er problemet med de mest succesfulde buzzwords. Deres betydningsvidde bliver overdrevet, fordi mange vil have del i deres succes. Derfor klistrer man dem på snart sagt hvad som helst, indtil de ikke længere betyder noget som helst. Så hvorfor ikke også på et ministerium, der skal styre og effektivisere?” spørger Steen Nepper Larsen.

Morten Knudsen er ikke så forundret over tiltaget. 

”Men på en måde er det nærmest komisk, at man kalder et ministerium for effektivisering for Innovationsministeriet. Som om det gør det fortsat øgede arbejdspres mindre belastende, hvis det bare kaldes noget positivt,” siger han.