Han mindede mig på mange måder om min far…

I min første lange praktik var jeg på en afdeling, hvor det var muligt at følge mange af de samme patienter. Især én kom til at betyde noget for mig. Han mindede mig på mange måder om min far. Samme alder, beslægtet navn og udseende. Det var ikke noget, jeg havde tænkt over, før jeg mødte hans kone første gang. For hendes urokkelige kærlighed og hendes tro på sygeplejersker og på, at vi kunne hjælpe hendes mand, gjorde indtryk på mig. Hendes mand havde været syg længe, men hun var stadig varm og kærlig, imødekommende og fyldt med håb. Det var i et møde med hustruen, jeg for første gang virkelig mærkede, hvordan det at kunne skille de følelser, man måtte have i sit privatliv og i sit arbejdsliv, fra hinanden er noget, det kan tage lang tid at lære, men er en vigtig egenskab, når først man behersker den. 

En morgen, hvor jeg og min kliniske vejleder udfører personlig pleje på patienten, kommer hustruen ind og sætter sig. Hun fortæller glædeligt om fremskridt og om, hvad der er sket i weekenden. Jeg var hos patienten dagene før weekenden og syntes ikke at bemærke nogen fremskridt, måske desværre tværtimod. Da vi er færdige med den personlige pleje, går min vejleder ud af lokalet. Hustruen kigger på mig og kigger derefter på en farverig perleplade, der hænger ved sengegærdet. Hun spørger, om jeg har hørt historien om pladen, og fortæller, at det er patientens lille barnebarn, der har lavet den. Den er lavet i neonperler og formet som en bro. Barnebarnet har fortalt, at den skal guide bedstefar, når han bliver rask. Hvis han nu vågner op en nat og ikke ved, hvor han befinder sig, så skal han bare gå over broen, som lyser op, og så er han hjemme igen. 

Jeg mærker, at tårerne presser sig på, undskylder og forlader rummet brat. 

Da jeg kommer ud, styrer jeg direkte mod skyllerummet for at finde ro igen. Der står min vejleder tilfældigvis. Jeg formår at holde tårerne tilbage, men han bemærker dem alligevel og spørger ind til, hvad der skete. Jeg fortæller historien. Jeg føler mig akavet og dybt uprofessionel. Han ser på mig og siger, at det er en oplevelse, jeg ikke må glemme eller skjule for mig selv. Jeg skal skrive den ned. Bruge den. Lære af den. Blive stærkere. Finde ud af, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde, hvad jeg kunne have gjort anderledes, og hvordan min reaktion ikke kun påvirkede mig selv, men også hustruen. Reflektere. Benytte mig af vores teori og prøve at forstå.  

Episoden lærte mig om det at opbygge et menneske til menneske-forhold. Professionelt. Et forhold, som er bygget på bl.a. empati, sympati og gensidig forståelse. Men havde jeg ikke delt oplevelsen med min vejleder og senere med min refleksionsgruppe, havde jeg mistet dette læringsudbytte, fordi jeg følte mig pinlig berørt over min reaktion og egentlig hellere bare ville have glemt den. 

Brug din vejleder. Brug dine medstuderende. Du er i en læringsproces, hvor det er okay at føle sig pinlig, akavet og måske uprofessionel til tider. Gem dine oplevelser og brug dem til at blive en bedre sygeplejerske i den anden ende.