Kroppen kommunikerer altid

Hvem skulle tro, at en temadag om ”Kroppens sprog i sundhedsprofessionel praksis” betyder, at man smider sine sko, danser i mindre afsluttede forløb og fører flere af de andre deltagere rundt i et træningslokale, mens de agerer blinde?  Ikke mig i hvert fald, men sådan går det. I en ny øvelse skal jeg lukke øjnene, og de andre deltagere skal teste, om de tør massere min nakke, holde mig i hånden eller f.eks. klappe mig på hovedet. Indtrykkene er forskellige. Nogle er meget forsigtige, næsten umærkelige, andre tager fat på en behagelig og blød facon, hvor deres lederskab er ganske tydeligt. Nogle er mærkbart bange og overforsigtige. Håndtrykket føles som et slag fra en sommerfuglevinge, ikke andet og mere.  

For mig og for kommende patienter er det væsentligt, at berøringen er passende og hverken for hårdhændet eller for nænsom. Hvis tvivlen nager, er det i orden at spørge patienten. ”Tager jeg for hårdt?” eller ”Er det her behageligt?”

Jeg deltager i en inspirationsdag, som skal formidle teori om kroppen og erfaringer med at deltage i ”Krop og bevægelse som læringsstrategi i klinisk praksis”, et projekt på Diakonissestiftelsens sygeplejerskeuddannelse i København. De, der holder oplæg, udgør en blandet skare af undervisere, teoretikere, sygeplejestuderende og en enkelt hospitalspræst. 

I sygeplejen kommer man tæt på andre mennesker og ser dem i situationer, som man normalt ikke ser andre mennesker i, f.eks. når man vasker gamle kroppe, som er afhængige af, at nogen vil gøre de. Det er ikke bare lige. Man skal som professionel være kropsbevidst for at træde ind på en sygestue for at hilse på de måske to-tre pårørende, som er på besøg, for at gøre det, man kom for. 

Kroppen kommunikerer altid, og sygeplejestuderendes kroppe er ingen undtagelse. Derfor er det væsentligt at være tryg, have kontakt med sig selv og kunne tage lederskab i situationer, hvor fight-flight-freeze umiddelbart vil være en naturlig respons, dvs. en form for alarmberedskab, hvis egenkontakten føles truet. Alarmberedskabet kan hæmme evnen til at være til stede her og nu. Det kan opleves som eksamensnervøsitet, man fryser fast, bliver tør i munden, mærker adrenalinen suse rundt i kroppen og får svedige håndflader eller kolde hænder. 

Det er skræmmende for en selv, men også for patienten eller borgeren, når den, der skal hjælpe, ikke magter opgaven. 

Egenkontakt er foranderlig og situationsbetinget og kan føles som at være nærværende, være på og være tændt. Man kan arbejde med egenkontakt ved at tænke over krop, grænser og blufærdighed og diskutere situationer fra praksis med andre studerende og undervisere.  

På en sygestue eller hjemme hos en person er man på en scene, hvor man skal gøre sit bedste for at lade patienten mærke, at man sætter sig i hans sted, at man virkelig overvejer, hvordan det er at være i patientens situation. Hvordan er det mon at ligge på gangen tæt ved en elevator uden klokkesnor? Hvad ville patienten ønske, at man gjorde? Vil det være god stil som sygeplejerske eller studerende at standse og tale med patienten, eller skal han ligge helt og aldeles upåagtet i sin seng, indtil hans kaffekop falder på gulvet? Skal patienten udsættes for den forråelse, der ligger i at være usynlig for omverdenen, hvilket vil sige de professionelle? 

I den situation ligger det ligefor at benytte både verbal og nonverbal kommunikation. 

F.eks. kan man overveje at fortælle patienten, at man ved, det er et dårligt sted at ligge pga. støjen fra elevatordørene, der går op og i, love ham en stue, så snart der bliver en ledig, servere en kop te. 

Hvis patienten ligger i en seng på en sygestue, lyder opfordringen: Gør oprør mod rummet, hvis det er nødvendigt. Flyt rundt på tingene, hvis der skal være plads til en god stol til patientens ægtefælle, vend sengen, så dagslyset kan komme ind. Flyt yndlingsbilledet, så patienten ikke skal dreje hovedet for at se det. Det praktiske har betydning. 

Et kursus for sygeplejestuderende på UC Diakonissestiftelsen havde krop og bevægelse i fokus og koblede dans, bevægelse og rollespil, f.eks. hvor fokus er at holde øjenkontakt med en medstuderende. Ud over de elementer indgik praksisfortællinger, dvs. små beskrivelser af oplevelser, som zoomer ind på det betydningsfulde i situationen. Beskrivelserne skrives i jeg-form og i nutid og fokuserer på intense øjeblikke i plejen. 

"Jeg er bange for at røre ved en patient, jeg kender ham ikke, og jeg er ikke sikker på, at det er passende at røre uden egentlig grund. Måske er det direkte ubehageligt for patienten, hvis jeg lægger min hånd på hans skulder?"

Sådan skriver en studerende i en praksisbeskrivelse, og den slags overvejelser er ikke unaturlige. Men det afhjælper usikkerheden at øve og selv indgå i rollespil, hvor dans og berøring er almindelige elementer.

Læren er, at sansning og forståelse i vekselvirkning er essentielle sider hos en dygtig sygeplejestuderende og sygeplejerske. Sider, det ikke går an at give køb på. Sider, der kan styrkes og forfines.

Teksten er baseret på Dialog – Debat- & inspirationsdag ”Kroppens sprog i sundhedsprofessionel praksis” 17. marts 2017.

Helle Winther, Kari Martinsen, Tom Andersen Kjær, Susanne Næsgaard Gröntved, oplægsholdere, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet.