Patienten, jeg aldrig glemmer: Han gik som en kongelig gennem afdelingen

Jeg havde netop afsluttet min eksamen og fået mit sygeplejeemblem i 1968, da jeg som 21-årig blev ansat på en lille akut kirurgisk modtageafdeling med plads til 14 patienter på Sjælland. Jeg havde søgt om ansættelse på en intensiv afdeling, men forstanderinden på sygehuset mente, jeg skulle have mere erfaring inden da, så hun anbefalede mig det lille sted.

Jeg var selvfølgelig godt nervøs, da jeg skulle møde afdelingssygeplejersken og det øvrige personale. Hvordan ville de tage mod en grønskolling? Og kunne jeg bidrage med noget? Det viste sig, at det var en meget respekteret afdeling. Personalet var fagligt velfunderede – søde og imødekommende. 

Nogle dage var der hylende travlt, så pauserne blev sprunget over. Andre dage var vi nærmest på badeferie. 

Personalet var meget sikre på, at jeg på et tidspunkt ville stifte bekendtskab med en af landevejens riddere – nemlig HB. Han kom jævnligt på besøg med sin cykel, som han kørte land og rige rundt på.

Når han kom op på afdelingen, fik han et bad, en masse mad og en seng – enten på gangen eller i depotrummet. Og det vigtigste: Et par kolde øller! Han var som regel der en nat eller to. Når personalet sagde ”farvel og god tur” til ham, fik han en madpakke og et par øller med, så han kunne klare sig nogle timer.

Jeg fik også fortalt, at han havde et specielt Falck-kort. I en mindre by havde de ansatte der givet ham kortet, så han altid kunne ringe, hvis han havarerede eller bare punkterede. Alle var enige om, at han havde venner de fleste steder, hvor han kom rundt.

Og så pludselig oprandt dagen, hvor jeg første gang mødte HB. En velvoksen fyr med et stort smil og udbredte arme dukkede op. Han gik som en kongelig gennem afdelingen og hilste til højre og venstre. Det viste sig, at han altid bare gik op på afdelingen – altså udenom ”systemet”. Hele sygehuset vidste det, men ingen tog notits af det. Portørerne havde bl.a. hans cykel til opbevaring, og lægerne ”tilså ham”. Indimellem fik han taget lidt blodprøver. Af og til var hans proteintal lidt lave, så fik han 100 ml + 1 l saltvand i drop.

Denne behandling skulle HB også have, da jeg første gang mødte ham. Jeg fik æren af at lægge droppet. HB havde lagt sig i sengen, og jeg kom ind i depotrummet med alt grejet–fulgt af en erfaren sygeplejerske. Jeg havde aldrig før lagt et drop. Jeg overvejede, om jeg skulle spille ”professionel”, eller om jeg skulle være ærlig.

Jeg besluttede mig for det sidste og sagde til HB, at jeg var nyuddannet og aldrig havde prøvet dette her før. Han stak armen ud over sengekanten og sagde: ”Stik, min pige.”

Jeg stak, og ved første forsøg lå nålen i venen. Hans udsagn ”stik, min pige” – tror jeg – gjorde udfaldet: I de fire år, jeg arbejdede som sygeplejerske, stak jeg ikke en eneste gang ”forkert”.

HB kom efterfølgende kun nogle få gange på afdelingen. Han opdagede nemlig ret hurtigt, at det var blevet besluttet af sygehusledelsen, at vi ude i afdelingerne kun måtte byde indlagte patienter på lyse øl.