Skiftedag: Man skal turde stille de svære spørgsmål

“Jeg har altid vidst, at jeg gerne vil arbejde inden for kardiologien. Hjertet er et komplekst organ både anatomisk og fysiologisk, og der er noget meget fascinerende over, at et så lille organ har en så livsvigtig funktion. Det er et spændende område, og selvom jeg ikke har arbejdet med hjertepatienter før, kunne jeg alligevel ikke lade være med at søge den opslåede stilling, da jeg så den. Jeg tænkte, at jeg måtte prøve at søge den, for man kan jo altid blive bedre. Og kort tid efter startede jeg så på hjerteafdelingen. 
Når man er forholdsvis nyuddannet som sygeplejerske, har man brug for at udvide sin egen horisont og undersøge, hvad der ellers findes af specialer. Jeg kunne godt have søgt videre inden for neurologien, som jeg kender godt fra mine fire år som socioassistent på neurologisk afdeling og de efterfølgende otte måneder som sygeplejerske på afdelingen. Men jeg mener, at man udvikler sig bedst, både fagligt, men også personligt, når man står i helt nye udfordringer og er på ukendt område. Det kan jeg godt lide. For det lærer jeg af. Jeg bliver en dygtigere sygeplejerske, når jeg får nye faglige erfaringer, som jeg kan trække på. Man kan altid dygtiggøre sig som sygeplejerske. Og hvis man både kender til det neurologiske område og også har haft hjerteområdet godt inde under huden, så favner man ret bredt som sygeplejerske.
Vi har mange patienter, der har svært hjertesvigt, patienter, der skal hjertetransplanteres eller er blevet det, og så har vi en del med medfødt hjertefejl. Vi modtager patienter til undersøgelse og operation og står for plejen og undersøgelserne under indlæggelse. Mange kommer ind og skal afvandes, fordi de er overhydrerede. Vi laver mange EKG’er, og alle patienter får lavet telemetri, hvor vi overvåger hjertets rytme. Dem, der skal have pacemaker, kommer også ind og bliver klargjort, inden de kommer op på operationsstuen.
Det giver mig meget som menneske og sygeplejerske at arbejde med hjertepatienter, der ofte er meget syge. Man skal virkelig formå at lytte til patientens livshistorie. For de bærer mange bekymringer på deres skuldre, og nogle er måske i krise. Man skal turde stille de svære spørgsmål til hjertepatienter:  Hvad frygter du allermest for? Hvordan går det med familien? Føler du dig tryg ved at blive udskrevet? Den samtale kan betyde rigtig meget for patientens videre forløb.”