Studerende i praksis: Ved vores farvel ønsker patienten at vise, hvordan en argentinsk tango skal danses…

Jeg har glædet mig til denne klinik, den første. Jeg er ikke helt ny i feltet, jeg har arbejdet med mennesker i mange år, men nu skal menneskene ses fra et nyt perspektiv.

Det handler om at se tingene lidt an og øve sig i at bruge den viden, vi har fået på skolen. Via det praktiske skal den teoretiske del også med, og det kan være en udfordring.

Alle sygeplejersker har deres måde at gøre tingene på, og her skal man som studerende selv være undrende, spørgende og nysgerrig.

Nogle gange passer patienterne ikke ind i kasserne, og alle skal ses som individuelle mennesker. Det er rigtig godt, at der er udarbejdet systematiske skemaer og tjeklister, så sygeplejen kan blive ensrettet, og vi kan skabe kvalitet for patienten. Og dejligt at se, at sygeplejerskerne ser mennesket bag sygdommen.

Jeg havde en fantastisk oplevelse med en patient, som var kommet ind med en problematik, han ikke vidste, han havde. Den var opdaget ved et rutinetjek.

Jeg havde løbende gode samtaler med patienten om livet og om, hvad der giver mening, og han var fuld af livsmod og glædede sig til at komme hjem.

Da patienten efter et par dages indlæggelse var på vej til at blive udskrevet, ville jeg sige farvel og tak for god information om hans oplevelse af indlæggelsen, og hvilke tanker den havde ført med sig. Under vores samtaler havde vi talt meget om, hvad musik og dans kan gøre for sjæl og krop, og patienten var selv en dygtig danser.

Ved vores farvel ønskede patienten at vise, hvordan en argentinsk tango skal danses, og jeg bliver budt op til dans. Det er en livsbekræftende oplevelse.

Patienten fortæller, hvilken genre indenfor musik der er vigtigst for ham, og selv om han er oppe i årene, kan man mærke livet og glæden. Han lyser op, når vi taler om det, og vi bliver enige om, at musik skal kunne mærkes inde i kroppen.

Vi står inde på stuen, patienten, mig og en redderelev. Patienten skal have fjernet afdelingens udstyr, og vi skal have styr på det sidste inden udskrivelse. Patienten kigger, lyser op og rejser sig fra sengen, kun iført lange patientbukser og intet andet.

Herefter tager han forsigtigt min hånd og leder mig ud og rundt på gulvet, han fører ved at bruge sin krop og sin tekniske kunnen, og det bliver en meget intens tango. Patienten fortæller med rolig stemme, hvordan fødderne skal følge med, at man skal give slip, så kroppen følger takten. Jeg kan mærke passionen for dansen gennem den måde, han fortæller på, og de sikre trin. Jeg føler mig virkelig godt tilpas, og det er en dejlig oplevelse. 

For mig gav det mening at værne om patientens livsmod og skabe tillid ved at lytte.

Samtidig med, at jeg kunne rumme patienten og hans tanker om forløbet, havde jeg fået en masse viden om sygdommen og symptomerne på den, som jeg fremadrettet har kunnet bruge i mit arbejde.