Debatindlæg: Sygeplejerskens brud eller etisk korrekt

Relativt hurtigt i mit praktikforløb blev jeg introduceret til palliativ pleje. Jeg ser sygeplejersken som en, der kæmper for, at patienten bliver rask, og en, som gør alt, hvad der står i hendes magt. Da jeg først oplevede dette, var det som at gå imod mine egne værdier, og jeg blev utrolig berørt. Fordi, skulle jeg virkelig se på den mand, jeg havde passet, stase til og bare falde hen? Selvom jeg godt var klar over, at dette var hans ønske. Ved god og kærlig pleje bliver der givet morfin som smertelindrende, så de ikke har ondt. Men al mad og drikke er taget væk fra dem. Hvilket er noget af det, Victoria Henderson påpeger som et af de 14 behovsområder. Der var et barnebarn, som var jævnaldrende med mig, som kom og besøgte den indlagte. Hun kom hen og begyndte at græde foran mig. Jeg tog armene omkring hende og lod hende græde ud, inden hun skulle ind til den indlagte igen.

Familien kunne sidde og grine over ting, de havde oplevet, men hans kræfter var kun til et smil i ny og næ. Alt, de havde kendt, var taget bort. Var han smertedækket nok, for han kunne ikke udtrykke sig? Alle disse spekulationer måtte de pårørende sidde med de sidste dage i deres elskedes liv.

Jeg kommer nok ALDRIG til at gå ind for ”passiv” dødshjælp. Men jeg lærer forhåbentlig at acceptere de vilkår, vi i Danmark ligger under for pga. lovgivningen. Palliativ pleje er et godt alternativ til aktiv dødshjælp. Det er etisk korrekt at fjerne den døendes gener og smerter, men set rent sygeplejefagligt så er det lidt af et paradoks, da vi uddanner os til at hjælpe og smertelindre, og vi skal give HLR, hvis en person falder om med hjertestop på gaden. Men hvis en person er for syg, og ingen medicin hjælper, så er vi med til at give passiv dødshjælp. 

Det er et paradoks, som man er nødt til at finde sig i sker dagligt. For man får selvfølgelig den sidste tid med, hvor minderne igennem livet bliver løftet en sidste gang, lattermusklerne bliver brugt til at grine over ord, som er sagt.