Skiftedag: Man ved ikke, hvad der er bag næste dør

“Det var udelukkende en faglig begrundelse, der gjorde, at jeg søgte den opslåede stilling. Jeg savnede den koncentrerede tætte og kontinuerlige kontakt, som man ikke har til patienter, der er indlagt kortvarigt på en psykiatrisk sengeafdeling, hvor jeg var før. Jeg vil gerne være i et job, hvor jeg har tid til mennesket, og hvor jeg kan bruge min erfaring og arbejde selvstændigt. Jeg kendte nogle tidligere kollegaer, som arbejder her, og det var nok via dem og deres fortællinger, at jeg fik lyst til at søge jobbet. Nu møder

jeg så borgerne på deres præmisser i eget hjem og har en meget tæt kontakt til dem. Det er rart hele tiden at vide, hvad jeg skal arbejde videre med ved den enkelte borger. Mest af alt handler mit job om at hjælpe dem til at få struktur og forudsigelighed ind i hverdagen, så de kan komme op af sengen, komme afsted til ting, få vasket op, ryddet op og handlet ind. Det kan være med til at forhindre indlæggelser på psykiatrisk sengeafsnit. Men jeg vasker ikke bare op uden at observere. Er der kaos i lejligheden, er der måske også kaos i hovedet. Borgerne har forskellige sindslidelser som angst, skizofreni, depression, bipolare lidelser og autisme. Nogle har angst for at gå ud og har derfor brug for at tale om det. En af borgerne går til volleyball. Men han har angst. Så jeg følger ham afsted. Vi går gennem gågaden, og på sigt skal han så gerne kunne det selv.

Mit arbejde giver mig meget fagligt med i bagagen. For selvom der er kontinuitet, så er ikke to dage ens. Jeg har kun mig selv som redskab. Man lærer at stole på sin fornemmelse, hvis de f.eks. er vredladne eller udadreagerende, så må man hjælpe dem til at tage deres medicin, søge læge eller muligvis opsøge psykiatrien, hvis de hører stemmer. Det er altafgørende at have fokus på, om det, de siger, harmonerer med deres kropssprog. Og man skal holde hovedet koldt. Man ved ikke, hvad der er inde bag næste dør. Fru Hansen kan være i en anden tilstand i dag, end hun har været i de sidste tre uger. Og jeg skal omstille mig fra at gå fra Fru Hansen til Fru Pedersen. Derfor er det også rart at cykle rundt til borgerne. Man får lige blæst hovedet rent, inden man møder op hos den næste. Det er et ansvarsfuldt job. Man bliver nok ret robust og en god menneskekender. Det er nogle gode kvalifikationer at have med i bagagen fremover. Det er også et selvstændigt job. Men hver dag til frokost mødes vi en gruppe sygeplejersker, sosu-assistenter, pædagoger, souschefen og lederen. Her har vi den faglige sparring, som også er vigtig.”